Fiskere reddet i Ilulissat

To fiskere er blevet reddet, efter de var fanget i isen i Ilulissat Isfjord

Air Greenlands S-61-helikopter måtte fredag i SAR-operation i Ilulissat Isfjord. Foto: Leiff Josefsen

Efter den nye SAR-beredskabsaftale er trådt i kraft, var der for første gang en SAR-operation fredag i sidste uge, da S-61-helikopteren kom i brug, fordi to fiskere fra Ilulissat kom i havsnød i Ilulissat Isfjord.

De to fiskere på henholdsvis 42 og 69 år var sejlet ind i isfjorden, da de blev fanget af isen og efterfølgende ikke kunne sejle videre.

Fiskerne var selv i stand til at tilkalde hjælp med deres nødradio, men da der ikke var et skib i nærheden, valgte beredskabet at tilkalde SAR-beredskabets S-61-helikopter i Kangerlussuaq til operationen, oplyser vicepolitikommissær Leo Thelin.

Redningsaktionen forløb efter planen, hvor politiet, sygehuset i Ilulissat, Arktisk Kommando og Aasiaat Radio samarbejdede. Helikopteren ankom til Ilulissat omkring klokken 20.11, og allerede efter 20 minutter kom de to fiskere sikkert i land.

- Da fiskerne kom i sikkerhed, havde de det godt, og de var glade for, at de var blevet reddet, fortæller Leo Thelin til Sermitsiaq.AG.

Fiskerne måtte efterlade deres åben jolle i isfjorden, men regionslederen kan ikke oplyse, hvad der er sket med jollen.

Powered by Labrador CMS