Endnu et indbrud i Hotel Hans Egede

Natten til søndag har der igen været indbrud i Hotel Hans Egedes depotrum i Nuuk

Natten til søndag blev Hotel Hans Egede i Nuuk, igen udsat for tyveri, hvor deres depotrum blev tømt for fladskærmsfjernsyn: Leiff Josefsen

For anden gang inden for en uge har ukendte gerningsmænd begået indbrud i Hotel Hans Egedes depotrum. Om der er tale om de samme gerningsmænd vides ikke, men ifølge politiet i Nuuk kunne noget tyde på det.

- Vi ved ikke, om der er tale om de samme gerningsmænd, men vi har en mistanke om, at det godt kunne være de samme gerningsmænd, siger Niels Nyvang, politikommissær hos Nuuk Politi.

Det første indbrud blev begået i sidste uge natten mellem den 1. og 2. januar, hvor indbrudstyvene fik tre fladskærmsfjernsyn med sig. Denne gang lykkedes det tyvene at få syv fladskærmsfjernsyn med sig.

Læs "Politiet stadig på bar bund"

Ingen anholdt - heller ikke efter Tele-tyveri
Politiet har på nuværende tidspunkt ingen mistænkte i sagen om indbruddet i Hotel Hans Egede og vil meget gerne høre fra folk, der står inde med oplysninger om sagen, eller fra folk der har fået tilbudt at købe billige fladskærmsfjernsyn.

Ligeledes har politiet endnu ikke fået gennembrud i sagen om indbruddet i Teles administrationsbygning, hvor ukendte gerningsmænd blandt andet stjal mobiltelefoner, Ipads og fotoudstyr for omkring 100.000 kroner.

- Vi har haft nogle mistænkte og har i den forbindelse afhørt nogle personer. Men vi har endnu ikke fået anholdt nogen. Så vi vil stadig gerne høre fra folk, der ved noget om sagen, siger Niels Nyvang.

Powered by Labrador CMS