Elendig trafiksituation i Sydgrønland
En bekymret borger i Qaqortoq betegner den nuværende trafiksituation i Sydgrønland som ikke betryggende
Naalakkersuisut besluttede sidste år at udfase helikopteren S-61 fra Air Greenlands flåde. Den noget mindre helikoptertype Bell 212 skulle derefter tage over fra det nye år. Og indtil videre er det, ifølge en borger i Qaqortoq, ikke gået specielt godt for Air Greenland at overholde tidsplanen grundet aflysninger og forsinkelser.
- Onsdag den 2. januar var der mange forsinkelser på grund af stærk vind. Dagen efter blev der aflyst 18 ud af 20 afgange til Narsarsuaq, som man også kunne se inde på Air Greenlands hjemmeside i går, fortæller Pilu Nielsen fra Qaqortoq og tilføjer, at indbyggerne i Qaqortoq mildest talt er dybt utilfredse med den nuværende trafiksituation.
Se billeder i "De sagde ja til hinanden på afskedstur"
Træls og utilfredsstillende
- Rigtig mange borgere snakker om den forværrede trafiksituation og synes naturligvis, at det er træls og utilfredsstillende. Og mange borgere havde forventet, at udfasningen af S-61’eren ville medføre flere forsinkelser og aflysninger, fordi modsat S-61’eren kommer Bell 212’eren ikke ud at flyve, hvis det blæser lidt for meget. S-61’eren er mere hårdfør og flyver, selvom det blæser en del, siger Pilu Nielsen til Sermitsiaq.AG.
Og ifølge ham ved befolkningen i Sydgrønland godt, at Air Greenland ikke er skyld i den nuværende situation med flytrafikken.
- Air Greenland gør, hvad flyselskabet kan med de midler, de har, påpeger Pilu Nielsen.
Afsted uden bagage
Torsdag var nogle af Pilus venner nogle af de få, som var heldige at komme afsted, men der havde ikke været plads til deres bagage om bord på helikopteren.
- De synes selvfølgelig, at det er træls, at de ikke har fået deres bagage endnu, og de har fået besked om, at de måske først får deres bagage i næste uge, siger Pilu Nielsen og tilføjer, at Air Greenland betaler 500 kroner per dag som kompensation for den manglende bagage.
- Jeg har nogle andre bekendte, som skulle have været afsted til Danmark efter at have holdt juleferie heroppe. De kom ikke afsted og kommer først afsted på søndag, hvis vejret tillader det. De skulle have været mødt på arbejde i dag, fortæller Pilu Nielsen, der er meget bekymret for, hvordan det vil se ud fremover.
- Det er slet ikke betryggende for os borgere i Sydgrønland. Man kan ikke regne med, at flytrafikken kører optimalt, og hvordan mon det bliver i højsæsonen, hvis folk ikke kan komme afsted på ferie, som de måske har sparet op til i lang tid? De risikerer at få deres ferie ødelagt på grund af den dårlige trafiksituation, siger Pilu Nielsen.
Læs også "Helikopter-frustration: Alle vasker hænder"