Grønlandske prostituerede er mest udsatte
De grønlandske prostituerede er meget mere udsatte end andre kvinder i prostitutionsmiljøet i Aarhus, siger leder af værested
Tidligere i dag kom det frem, at prostitutionsmiljøet i Aarhus har ændret sig de senere år.
Mens de danske kvinder ikke længere trækker på gaden, men aftaler møder med kunderne via SMS og e-mails, udøver de grønlandske kvinder en anderledes form for prostitution, som ikke handler om at skaffe penge til misbrug, men blot om at skaffe sig et sted at overnatte.
Ifølge leder af værestedet Reden i Aarhus, hvor mange prostituerede og misbrugere holder til, er der er tale om 12 til 15 grønlandske kvinder i alderen fra 30-50 år, der højst sandsynligt prostituerer sig.
Læs "Grønlandske prostituerede er ’sofasovere’"
- Vi spørger ikke kvinderne, om de prostituerer sig, men det kan ikke udelukkes, da det er det miljø, de befinder sig i. Nogle af kvinderne fortæller os det ikke, mens andre kvinder selv fortæller det, siger Joan Hougaard til Sermitsiaq.AG.
- De grønlandske kvinder er meget mere udsatte i forhold til andre kvinder i prostitutionsmiljøet, fordi de udøver en anderledes form for prostitution end de andre kvinder, forklarer Joan Hougaard.
Betaler med kroppen
Den anderledes form for prostitution er, at de grønlandske kvinder typisk ikke bliver betalt i form af penge.
- De mødes ofte med mændene på værtshuse og tager med dem hjem og står til rådighed seksuelt mod overnatning og alkohol og måske hash, forklarer Joan Hougaard og tilføjer, at det mest er alkohol- og hashmisbrug, som de grønlandske kvinder er ude i.
- Men enkelte har misbrugsproblemer med hårde stoffer, siger hun.