400 krydstogtsgæster på tønden

Det sejler på luksuslinerne Queen Mary. Sygdomsudbrud rammer 400 passagerer på julekrydstogter

Emerald Princess kommer langt omkring. Skibet har blandt andet lagt til i Qaqortoq. Foto: Sermitsiaq.AG

Et af verdens største passagerskibe, luksuslineren Queen Mary 2, er løbet ind i problemer på sit jule- og nytårskrydstogt rundt i Det Caribiske Hav.
Ikke færre end 194 af passagererne er blevet syge om bord og har døjet med diarre eller opkast, oplyser USA's center for sygdomskontrol.

Derfor sender centret tre af sine sundhedseksperter på inspektion på skibet, når det vender tilbage til Brooklyn i New York 3. januar.
Queen Mary 2, som huser omkring 2600 passagerer, lagde fra kaj i den amerikanske millionby 22. december og cruiser i øjeblikket stadig rundt i Caribien.

Selskabet Cunard Line, som driver krydstogtskibet, har nu taget ekstra lægeligt personale om bord. Samtidigt tages der prøver fra syge passagerer, som bliver overgivet til sundhedsmyndighederne i USA.

Smittekilden er endnu ikke fastslået med sikkerhed, men den hovedmistænkte er den såkaldte norovirus, som også kendes under navnet "Roskildesyge".

Et lignende udbrud har også ramt det enorme cruiseskib Emerald Princess, der vendte hjem til havnen i Fort Lauderdale 27. december efter et julekrydstogt. Her var 189 passagerer og 31 besætningsmedlemmer blevet ramt. Princess Emerald har blandt andet været i Qaqortoq på et tidligere krydstogt.

Powered by Labrador CMS