To kommunale direktører stopper
Søren Hald Møller fratræder som administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq. Udviklingsdirektør i Udviklingsforvaltningen William Kriegel stopper ligeledes
Kommuneqarfik Sermersooq skal nu på jagt efter to nye direktører.
Det sker, fordi Søren Hald Møller har ønsket at fratræde sin stilling som administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq med udgangen af januar 2013, mens William Kriegel stopper som udviklingsdirektør i Udviklingsforvaltningen med udgangen af i år.
Det skriver sermersooq.gl, som oplyser, at Stine Johansen konstitueres som administrerende direktør.
Om den afgående administrerende direktør, Søren Hald Møller, siger Asii Chemnitz Narup, borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, IA:
- Han har stået i spidsen for en krævende og nødvendig proces med at konsoliderer vores administrative og økonomiske processer. Ligeledes har han stået i spidsen for en ny og sammenhængende organisationsstruktur. Jeg er glad for, at Søren Hald Møller fortsat vil bidrage til at færdiggøre IBA-aftalen med London Mining.