- Dystre udsigter for rigsfællesskabet

Hvis Folketinget blokerer for storskalaloven, ser det sort ud for rigsfællesskabet, lyder det fra Doris Jakobsen

Rigsfællesskabets fremtid ser dyster ud, hvis Folketinget blokerer for storskalaprojekter i Grønland, fastslår Doris Jakobsen. Foto: Rimdal Th. Høegh
Offentliggjort

På den allersidste arbejdsdag i 2012 vedtog Folketinget i dag finansloven for 2013.

Under tredjebehandlingen af finansloven udtrykte begge grønlandske folketingsmedlemmer deres tilfredshed med næste års finanslov.

Men Siumuts Doris Jakobsen tilføjede dog debatten et alvorligt skær, da hun fra talerstolen fastslog, at rigsfællesskabets fremtid ser sort ud, hvis et flertal af Folketinget blokerer for Grønlands mulighed for at påbegynde storskalaprojekter.

- Sabotage af den grønlandske demokratiske proces via Danmarks fortsatte magt over udlændingelovgivningen bør simpelthen ikke være et muligt valg for nogen anstændig demokrat, lød det således fra Doris Jakobsen i hendes finanslovsbemærkning.

Fremtiden kan se sort ud
- Og jeg tror, det er meget vigtigt at sige, at hvis den mulighed bliver brugt nu, så ser fremtiden sort ud for rigsfællesskabet, lød det videre.

IAs Sara Olsvig fremhævede, at bloktilskuddet i dag er fastfrosset og at derfor må arbejdes for andre indtægtsmuligheder.

- Indtægterne kommer ikke dumpende fra himlen. Vi er nødt til at skabe dem selv. Og råstofferne er nær ved at være den eneste mulighed for at tilføre disse indtægter, sagde Sara Olsvig fra Folketingets talerstol.

Sara Olsvig mindede i øvrigt Folketinget om, at Grønland og Danmark sammen har skrevet under på selvstyreloven.

- Vi har indbyrdes indgået en selvstyreaftale, som netop handler om, at den grønlandske økonomi skal udvikles ved udforskning og udvinding af de ressourcer, der er i vores område, fastslog Sara Olsvig.

Powered by Labrador CMS