Droner skal overvåge vores hav

I løbet af få år vil ubemandede fly efter alt at dømme svæve over havområder ved Grønland og Færøerne, siger forsvarsminister Nick Hækkerup

I løbet af få år vil ubemandede fly efter alt at dømme svæve over havområder ved Grønland og Færøerne, siger forsvarsminister Nick Hækkerup, Socialdemokraterne. Foto: Polfoto

Om få år vil ubemandede fly - de såkaldte droner - sandsynligvis svæve over de enorme havområder ved Grønland og Færøerne som led i Danmarks skærpede overvågning af områderne.

Det siger forsvarsminister Nick Hækkerup, Socialdemokraterne, til Ritzau.

Nick Hækkerup er i disse dage i Australien og New Zealand for hente inspiration til at håndtere en af Forsvarsministeriets største udfordringer de kommende år: At bidrage til en mere intens overvågning af havene ud for Grønland og Færøerne.

- Efterhånden som isen ved Grønland smelter, giver det nogle nye muligheder, men også nye udfordringer. Vi kan se, at der bliver mere skibstrafik, der bliver mere udnyttelse af havene omkring Grønland, og det er vi nødt til at forholde os til, siger han.

Læs "IA og Siumut er positive over for førerløse fly"

Læs "Forsvarets indsats i Grønland skal undersøges"

I lighed med farvandene omkring Grønland er havområderne ved Australien og New Zealand enorme.

- Danmark kommer med i den lille klub af lande, som har meget store maritime områder at holde øje med. Og i stedet for selv at opfinde den dybe tallerken, så er vi hernede for at se på, hvordan Australien og New Zealand griber det an, siger han.

De to lande har årevis erfaring med maritim overvågning. Og de gør det meget overbevisende, mener Hækkerup.

Og der er meget at holde øje med - blandt andet fiskeri- og miljøkontrol, smugleri, pirateri, flygtninge og skibsforlis samt overtrædelser af territorialgrænser både i luften og til vands.

New Zealand har organiseret sin indsats omkring et maritimt koordinationscenter, der styrer og prioriterer opgaverne for toldvæsen, politi, fiskeri- og miljømyndigheder samt flåden og luftvåbnet.

En tilsvarende opbygning er en mulighed herhjemme, siger Nick Hækkerup.

- Men i første omgang er vi hernede for at lytte og lære. Det er endnu for tidligt at sige, hvordan vi konkret vil gribe det an. Men det er inspirerende at se, hvordan de samarbejder på tværs af det civile og det militære.

Australien og New Zealand bruger blandt andet satellitter i deres overvågning. Det vil Danmark sandsynligvis også gøre.

- Desuden overvejer begge lande at bruge droner. Og det samme gør vi. Droner har den fordel, at de kan nå meget langt og dermed overvåge meget store områder. Og så er de billige i drift, siger han.

Opbakning fra IA og Siumut
Både IA’s folketingsmedlem, Sara Olsvig, og Siumuts folketingsmedlem, Doris Jakobsen, ser positivt på muligheden for at indføre brug af droner til at overvåge Grønland med.

Det fortalte de til Sermitsiaq.AG, efter at Folketingets forsvarsudvalg og forsvarsministeren i november debatterede brug af droner i forbindelse med forsvarets kapaciteter i Grønland og Arktis.

Læs "Nyt inspektionsskib til Arktis"

Forsvarsministeriet har allerede bestilt et nyt inspektionsskib, der leveres i løbet af nogle år, og der er også sat penge af til indkøb af nye skibsbaserede helikoptere til overvågningsopgaven.

Powered by Labrador CMS