Fire fyre erkender væbnet hjemmerøveri

De fire gerningsmænd mellem 16 og 19 år er tilbageholdt i 28 dage

Politiet i Qaqortoq. Arkivfoto: Dorthe Olsen

Her til formiddag meddeler politiet i Qaqortoq, at fire fyre på henholdsvis 16, 16, 18 og 19 år er blevet tilbageholdt i 28 dage efter søndagens grove hjemmerøveri i Qaqortoq.

Det sker, efter at fyrene løbende er blevet anholdt siden søndag aften og har været fremstillet i kredsretten i Qaqortoq.

- De fire tilbageholdte er anbragt i anstalten for domfældte i byen, og Kommune Kujalleq arbejder på at udfinde egnede anbringelsessteder til de to 16-årige under tilbageholdelsen, fortæller politikommissær og regionsleder Bent Ole Kleist, Politiregion Syd.

Læs "Groft hjemmerøveri i Qaqortoq"

- Hvor blev de fire fyre fundet?

- Det ønsker jeg ikke at komme nærmere ind på, men de har alle tilstået, siger Bent Ole Kleist.

Søndag aften trængte de maskerede fyre bevæbnet med riffel og to knive ind i et hjem i Qaqortoq ved Kamikoorfik, blok E. Herefter brugte de våbnene til at true anmelderen til at udlevere kontanter.

Powered by Labrador CMS