Prisfald på vand og el

Nukissiorfiit sænker priserne på vand og el de fleste steder i landet. Omvendt stiger prisen på fjernvarme

Prisfald på vej på el og vand i det meste af landet, oplyser Nukissiorfiit. Foto: Leiff Josefsen

Nukissiorfiit sænker maksimalpriserne på el og vand de fleste steder i landet – og det kan for en gennemsnitlig familie med to børn betyde en besparelse på cirka 770 kroner i 2013, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Faldet i maksimalprisen på el vil dog kun kunne ses på elregningen i 59 af de i alt 70 tariflokaliter i landet, mens besparelsen på vand vil gælde for 67 af de 70 tarifsteder.

Maksimalprisen på el ligger fremadrettet på 3,24 kroner per kWh, mens maksimalprisen på vand sænkes til 34,97 kroner per kubikmeter.

Omvendt stiger prisen for fjernvarme ligesom varmetariffen også stiger.

Nukissiorfiit leverer følgende overblik:

• Maksimalprisen på el falder med 0,18 kr. til 3,24 kr./kWh.

• Maksimalprisen på vand falder med 0,94 kr. til 34,97 kr./m³.

• Varmetariffen, der er en enspris baseret på olieprisen, stiger med 0,04 kr./kWh til 0,82 kr./kWh for fast elvarme og 0,75 kr./kWh for afbrydelig elvarme.

• Prisen på fjernvarme stiger med 0,035 kr./kWh til 0,817 kr./kWh for fast fjernvarme og 0,752 kr./kWh for afbrydelig fjernvarme,

Forklaring på afvigelser:

• Prisen på vand falder generelt, men stiger i Sisimiut. Det skyldes blandt andet, at tariffen i 2011 var sat for lavt. De faktiske udgifter blev højere end forventet, da produktionen på fiskefabrikken i en periode var stoppet på grund af renovering. Dertil kommer stigende omkostninger til afskrivninger.

• Prisen på el falder generelt, men stiger i Innarsuit. Det skyldes primært, at fiskeindustriens aftag stort set forventes halveret i forhold til år 2011.

• Elpriser til fiskeindustrien stiger flere steder trods et fald i prisen til privatkunder. Det skyldes, at fiskeindustrien betaler 41,5 procent af de faktiske omkostninger, som er højere end maksimalprisen. De faktiske omkostninger til olie er stigende. Dertil kommer, at tariffen i år 2011 generelt var sat for lavt.

Powered by Labrador CMS