Sydkorea skal opleve Nive
Når Kuupik Kleist med følge tager på genvisit i Sydkorea, så tager kulturen også med
Når Kuupik Kleist, formand for Naalakkersuisut sammen med Palle Christiansen og Ove Karl Berthelsen, for hhv. uddannelse og råstoffer, tager på genvisit i Sydkorea i den kommende uge, så er Nive Nielsen blandt andre med i delegationen.
Hun er udpeget som repræsentant for den grønlandske musikverden. I Sydkorea skal hun holde en koncert, ligesom hun skal med i et tv-program.
Læs også: Selvstyret og GME sammen til Sydkorea
Udover deltagere fra Naalakkersuisut er der også en gruppe fra det grønlandske erhvervsliv med til Seoul. Det er repræsentanter fra råstofindustrien, handel, turisme og fiskeriet, herunder Royal Greenland samt Great Greenland, disse skal under besøget være med til at præsentere og gøre fremstød på forskellige områder ved blandt andet seminarer.
Med sig i bagagen er der også filmen ”Le Voyage D´Inuk”, der skal vises frem for sydkoreanerne. Ydermere skal Great Greenland holde et modeshow med sælskindspelse mens produkter fra Royal Greenland bliver serveret.
Kuupik Kleist skal til Sydkorea og undersøge mulighederne for, hvordan et samarbejde mellem Sydkorea og Grønland kan formes.