Olsvig: GME manipulerer med udtalelse

Greenland Minerals and Energy manipulerer med politikerne, siger IA's MF, Sara Olsvig. Udenrigsministeriet understreger, at kun Grønland bestemmer, om landet vil sige ja til uranproduktion

Udvinding af uran er et grønlandsk anliggende. Det er derfor ikke sandt, når GME siger, at selskabet har dansk støtte til at fortsætte planlægning af udvinding af uran. Foto: Ludvig Siegstad

Udenrigsminister Villy Søvndal, SF, støtter ikke uranproduktion i Grønland.

Det slår Udenrigsministeriet fast i en pressemeddelelse. Meddelelsen går i rette med Greenland Minerals and Energy, GME, der tidligere på ugen har sagt det modsatte; nemlig, at Villy Søvndal giver grønt lys til uranproduktion i Grønland.

GME skrev blandt andet, at selskabet på grund af den danske støtte nu fortsætter planlægning af udvinding af de sjældne jordarter i Kuannersuit/Kvanefjeld.

Læs "GME: Vi får grønt lys til uranproduktion"

Det kalder Sara Olsvig, medlem af Folketinget for IA, et forsøg på at manipulere med politikerne.

For det første har Danmark og Grønland nultolerance-politik på området. Og for det andet så er det kun Grønland, der kan bestemme, om der skal udvindes uran.

Selvstyret overtog råstofområdet i 2010, og derfor har det kompetencen på området, både lovgivningsmæssigt og administrativt.

Powered by Labrador CMS