Kræftramte vil støtte hinanden

- Vi har brug for at være der for hinanden, siger en kræftramt.

Hvert år bliver mange kvinder og mænd ramt af kræft. Mange opfatter ordet kræft som en dødsdom. Men i dag overlever flere og flere kræftramte sygdommen. Eva Mølgaard er en af dem, og hun ønsker at møde ligesindede.

Derfor har hun sammen med Neriuffik arrangeret et møde i Innuttaasut Illuat den 3. december klokken 19.00.

- Jeg ved godt, at mange lider af sygdommen kræft, både kræftpatienter og deres pårørende. Men denne gruppe ønsker jeg bliver for patienterne selv, så vi kan hjælpe hinanden ved at forstå hinandens følelser og bekymringer.

- Jeg forestiller mig, at de første halvanden time bliver brugt til at snakke om ens egne følelser og den sidste halve time til at grine lidt sammen for at lette trykket, inden vi tager fra hinanden, fortæller Eva Mølgaard.

Så venter du
Eva Mølgaard blev ramt at kræft sidste år. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi ikke tænkt på, hvor hårdt det skulle blive.

Først bliver du undersøgt, så venter du. Så bliver du sendt til Rigshospitalet og undersøgt, så venter du. Så bliver du opereret, og så venter du igen for svar.

- Livet bliver totalt omvæltet. Dine planer og drømme om fremtiden bliver totalt smadret. Jeg følte, at jeg ramte en mur. Usikkerheden kommer: Hvad skal der ske? Hvor skal jeg gå hen? Folk kan helt sikkert ikke forestille sig, hvor hårdt det er som person, før de står i det.

Efter operationen kom for Eva Mølgaards tilfælde kemoterapi og strålebehandling. Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer på kemo- og strålebehandling. Men for Eva var stråling det værste, som gik ud over hendes psyke.

Lad os snakke sammen
Eva vil gerne snakke sammen, inspirere og styrke hinanden for at komme oven på igen.

Eva er ikke erklæret helbredt endnu, selv om hun har overstået behandlingerne. I dag holder hun orlov fra jobbet, da hun ikke føler, at hun kan klare arbejdet endnu.

- Jeg er helt anderledes som person og i mine synspunkter, end jeg var, før jeg blev syg. Herhjemme i mit eget land har jeg ikke fået den nødvendige hjælp og har stadig brug for at bearbejde sygdomsforløbet. På Rigshospitalet fik jeg al den hjælp, jeg behøvede fra Kræftens Bekæmpelse, men har ikke kunnet finde den samme hjælp herhjemme, fortæller Eva.

Eva føler, at hun mangler nogen at snakke med om de mange oplevelser, hun er gået igennem som kræftpatient. Hun mangler stadig at gå til kontrol i december og marts. Derfor er hun stadig på risikosiden.

- Jeg synes, vi mangler et sted, hvor kræftpatienter kan mødes og udveksle erfaringer. Jeg synes, vi mangler noget positivt. Der er mange, der har overlevet sygdommen, og hvorfor ikke bruge hinanden til styrke og inspiration, spørger Eva Mølgaard.