Protest mod højere priser på el og vand

En enig kommunalbestyrelse i Nanortalik protesterer til landsstyret over konsekvenserne af ensprisreformen.

Henvendelsen kommer, efter at Nukissiorfiit har annonceret en række prisændringer på el og vand som konsekvens af reformen. De nye priser trådte i kraft ved årsskiftet.

For Nanortalik by og kommunens bygder betyder de nye takster, at prisen for 1000 liter vand stiger med 1,27 kroner til 27,91 kroner. En kilowatt er steget til 3,15 kroner, og for byens og de fleste bygders vedkommende er der tale om en prisstigning på 0,31 kroner.

Dermed kommer kommunens indbyggere til at ligge i den høje ende, hvor de betaler den maksimale pris for el og vand.

Kommunalbestyrelsen peger på, at de nye priser betyder en affolkning af de mindre byer og bygder. Desuden falder borgernes realløn i forhold til indbyggerne i de store byer, der har gavn af ensprisreformen. Og endelig bliver det sværere at tiltrække for eksempel lærere og læger til kommunen, når priserne på el og vand stiger.

Kommunalpolitikerne beder desuden Landstinget på forårssamlingen om at drøfte konsekvenserne af reformen.

Dårlige trafikforhold

En enig kommunalbestyrelse kritiserer desuden de omfattende forringelser på trafikområdet, der har ramt de mindre byer og bygder.

Politikerne peger på, at borgerne i dag udelukkende kan blive transporteret rundt mellem Nanortalik by og kommunens bygder via helikopter. Og da for eksempel en enkeltbillet mellem Nanortalik og Aappilattoq koster 790 kroner, bliver befolkningen tvangsbundet til deres bopæl, anfører kommunalbestyrelsen.

- Hvis man har råd til nogle af de mange prestigeprojekter i Nuuk som universitetspark og lignende, bør man også have et ordentligt trafiksystem, fremgår det af brevet til landsstyret.

Powered by Labrador CMS