’Nivi’-filmskaber forsvarer ny film

Den kommende grønlandske spillefilm ’Nivi’ bliver allerede kritiseret, inden optagelserne er begyndt

- Filmen portrætterer jo et kærlighedsforhold mellem to piger, som gør det på en respektfuld måde, fortæller filmskaber Kristian Nygård, der er hovedmanden bag den kommende grønlandske spillefilm ’Nivi’. Foto: Privat
Offentliggjort

Allerede inden optagelserne til spillefilmen ’Nivi’ er gået i gang, har der her på Sermitsiaq.AG været opsigtsvækkende kritik af filmen.

Filmen, som ifølge filmskaber Kristian Nygård skal være en stærk og rå film fra nutidens Grønland om kærlighed, kriminalitet og om at leve på trods af traumatiske begivenheder i fortiden, bliver kritiseret af blandt andre forkæmperen for homoseksuelle, lesbiske og biseksuelle i Grønland, Nuka Bisgaard.

- Jeg kunne bare ikke lade være med at tænke på LGBT (lesbian, gay, bisexual and transgender community, red.) i forbindelse med narkorelationerne, da jeg læste om filmen. Samtidig kan jeg ikke forstå, hvorfor han (Kristian Nygård, red.) kalder filmen for en film om nutidens Grønland. Jeg kan ikke se noget sammenhæng overhovedet, siger Nuka Bisgaard, som er kendt for sine Gaypride-arrangementer i Nuuk.

Læs om handlingen i 'Nivi'

Filmskaber forsvarer sin film
Kristian Nygård forsvarer selvsagt sin film. Han mener, at kritikken fra blandt andre Nuka Bisgaard bygger på misforståelser.

- Der er ikke det mindste diskriminerende i filmen over for hverken bøsser eller lesbiske. Filmen portrætterer jo et kærlighedsforhold mellem to piger, som gør det på en respektfuld måde, siger Kristian Nygård.

Ifølge hans opfattelse skal man fremstille personerne i filmen som alle andre personer. Om de er kønne eller grimme, om de er lovlydige borgere eller kriminelle.

- Når vi laver film, så er det jo altid fiktion. Det skal man have for øje. Det er ikke noget, som er sket i virkeligheden, selvom både filmens handling og personerne er inspireret af virkeligheden, siger Kristian Nygård til Sermitsiaq.AG.

Samtidig understreger han, at det ikke er nogen hemmelighed, at der i større eller mindre omfang handles hash i Nuuk. Og derfor handler ’Nivi’ om en lesbisk hashsælger.

Hvis alt går efter planen, håber Kristian Nygård, at optagelserne til filmen kan gå i gang til foråret.

Her kan du læse mere om ’Nivi'-projektet og støtte det økonomisk, ligesom det er muligt at stille spørgsmål og komme med kommentarer.

Filmens trailer kan ses her

Powered by Labrador CMS