Aleqa: Obama inspirerer os

Obamas valgsejr giver inspiration til Grønland og verden, mener Siumut Aleqa Hammond, der ser frem til godt samarbejde om fremtidens udfordringer

Aleqa Hammond er glad for Obamas valgsejr, som hun mener vil inspirere Grønland og verden. Foto: Pressefoto
Offentliggjort

Obama har med sin valgsejr i nat skrevet national og international historie, fastslår Siumuts leder Aleqa Hammond over for Sermitsiaq.AG.

Han beviser nemlig, at ’hudfarve og social baggrund ikke er af betydning, når et land vælger sin leder. Han giver denne inspiration til Grønland og til den enkelte borger i verden, siger Aleqa Hammond til Sermitsiaq.AG.

Læs "Kuupik: Obama overvandt hårde odds"

Aleqa Hammond mener, at Obamas sejr også betyder, at USA har genvalgt en præsident, som samler USA og giver håb for et bedre globalt samarbejde.

God dialog i vente
For Grønland vil genvalget af Obama dog også have stor betydning, spår Aleqa Hammond:

- Med præsident Obama har Grønland gode forhandlingsmuligheder for at få forbedret sine relationer via Joint Committee indenfor handel, uddannelse, forskning og ikke mindst kultur, lyder oppositionslederens vurdering.

Læs "Verdens ledere lykønsker Obama"

Hun vurderer endelig, at dialogen om fremtidens udfordringer bliver god, fordi Obama blev genvalgt, det gælder ifølge Aleqa Hammond især ‘Nordpolsspørgsmålet, råstofspørgsmålet, handels- og turismeområdet og ikke mindst vedrørende amerikanernes tilstedeværelse i Grønland’.

- Stort tillykke til USA - for at have valgt verdens mægtigste mand, som har et øje for Arktis, siger hun.

Powered by Labrador CMS