Kampen for en arktisk ambassadør

Vi får en arktisk ambassadør med rødder i Grønland. Nu handler det bare om, hvornår det sker, og hvem det bliver, siger kilder til Sermitsiaq.

Naalakkersuisut og den danske regering meldte tirsdag ud, at de vil fortsætte dialogen om den arktiske ambassadør.

– Vi skal sammen og hver for sig finde den bedste løsning, der er på det område, sagde Múte B. Egede til pressemødet i Hans Egedes Hus tirsdag.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Det lød lidt vagt, men bag linjerne arbejdes der helt lavpraktisk på at finde egnede kandidater til rollen, og forventningen er, at der snart præsenteres en løsning.

Der skulle være forskellige modeller i spil herunder en form for sidemandsoplæring, hvor den allerede udpegede arktiske ambassadør Tobias Elling Rehfeldt i en periode danner makkerpar med en nyudnævnt grønlandsk ambassadør.

Kandidater

Ifølge Sermitsiaqs kilder er Mira Kleist i spil som ny arktisk ambassadør. Hun er uddannet fra Copenhagen Business School i spansk og europæiske studier og har dertil en master i globale studier fra Roskilde Universitet fra 2012. Efterfølgende har hun blandt andet arbejdet som særlig rådgiver i udenrigsdepartementet i Grønland og som chefrådgiver i forsvarsministeriet i Danmark. Dertil har hun i to år arbejdet med oprindelige folks rettigheder i FN i New York.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS