Glæde over ekstra kvote

Ekstra kvote sikrer arbejde til 40 personer i Sydgrønland – og det betyder stor ros til Ane Hansen fra lokalsamfundet

Kvoteforhøjelse betyder glæder i Sydgrønland. Foto: Jens Dige, Polfoto.

Aja Aaju, der indhandler torsk på fabrikken i Nanortalik, har fået tildelt en ekstra kvote på 250 tons torsk – og det skaber stor glæde i Kujataa.

- Vi er meget tilfredse med den ekstra kvote. Kvoten sikrer, at der fortsat er arbejde til de cirka 40 personer på fiskefabrikken i Nanortalik indtil jul, lyder det fra formanden i erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget i Kommune Kujalleq, Kalistat Lund, i en pressemeddelelse.

Kalistat Lund uddeler derfor stor ros til medlem af Naalakkersuisut for fiskeri og fangst, Ane Hansen og hendes departement for hurtig og effektiv sagsbehandling.

Og også for direktør Marcus Jakobsen fra Arctic Prime Productions er den ekstra kvote kilde til glæde:

- Vi er naturligvis meget tilfredse med den yderligere kvote, der betyder, at vi kan fastholde vores medarbejdere. Det betød naturligvis travlhed med at få skibet gjort klar, men vi nåede også at fejre det sammen med medarbejdere med morgenbrød her i dag, lyder det.

Powered by Labrador CMS