Avataq: Greenland Development fordrejer holdninger

Grønlands natur- og miljøforening, Avataq, kritiserer Greenland Development for bevidst at fordreje holdninger til aluminiumsindustrien.

Foto: avataq.gl

På baggrund af den seneste uges mediedækning af en forureningskatastrofe i Ungarn, hvor rødt giftigt slam fra et alumina-raffinaderi har været ledt ud i bl.a. floden Donau, valgte Knr tv torsdag aften den 14. oktober at bringe et interview med Greenland Developments informationsmedarbejder. Her blev det redegjort at en lignende katastrofe aldrig vil kunne ske ved en smelter i Grønland.

Avataq kan på ingen måde acceptere Greenland Developments udtalelse eller knr tv og radios dækning af sagen, som de mener er en ensidig.

- Det er for så vidt rigtigt, at en lignende katastrofe aldrig ville kunne ske ved en smelter i Grønland, men udlægningen af katastrofen, og relationen til grønlandske forhold er manipulerende og fordrejende miljøomkostningerne til fordel for industrielle interesser, skriver Avataq i en pressemeddelse.

Avataq forklarer, at det er et faktum, at der for at kunne producere aluminium skal udvindes bauxit et eller andet sted på Jorden. Ved udvinding og raffinering til alumina, vil der som affaldsprodukt være rødt mudder som det i Ungarn.

- Uanset hvordan man vender og drejer billedet af Ungarnkatastrofen, vil der et eller andet sted på kloden være en sø af rødt giftigt mudder for at den foreslåede smelter i Maniitsoq kan producere aluminium.

- Det røde mudder indeholder et stort antal miljøskadelige stoffer der udgør en alvorlig sundhedsrisiko for dyr og mennesker. Greenland Development henviser på deres hjemmeside til et enkelt eksempel, hvor man tilsyneladende har beplantet et udtørret rødt mudder reservoir. Det man ikke nævner er, at man ved at fjerne bauxit også fjerner grundlaget for at der kan være en artsrig flora og fauna. Det er fordi bauxit har en enestående evne til at holde på vand og dermed opretholder en rigelig forsyning af vand, også i tørkeperioder, forklarer Avataq.

Derfor mener Avataq, at meddelelsen fra Greenland Development alt andet lige være en udtalelse der kun har til formål at vise Alcoa og Greenland Development i et grønt miljøvenligt lys til trods for at der fra smelteren vil blive udledt store mængder svovldioxid, fluorider, PAH’er og andre skadelige stoffer.

De mener også, at det er problematisk at Greenland Development udnytter katastrofen i Ungarn til at propagandere for det grønlandske aluminiumsprojekt.

- Men ifølge Greenland Development A/S er der altså ingen problemer? Sandheden om aluminiumsproduktion holdes tilbage og/eller fordrejes, skriver Avataq.

Powered by Labrador CMS