Nyt spil skal øge søsikkerhed

Det nye brætspil ’Jagten’ skal sikre bedre søsikkerhed her til lands

Jens B. Frederiksen i selskab med det nye brætspils målgruppe. Foto: Selvstyret

Et nyt brætspil, der er sendt ud til samtlige folkeskoler, skal øge de grønlandske børns fokus på søsikkerhed og dermed forbedre søsikkerheden i fremtiden, når børnene begynder at sejle.

Spillet, der hedder ’Jagten’, er lavet på foranledning af departementet for boliger, infrastruktur og trafik og medlem af Naalakkersuisut, Jens B. Frederiksen, er da også overordentlig tilfreds med det nye spil, som blev lanceret i fredags:

- Tidligere sikkerhed-til-søs-tiltag har været rettet mod den voksne del af befolkningen. Spillet er derfor nyskabende, da det henvender sig i børnehøjde til fremtidens sejlere. Gennem spillet lærer børnene, at sikkerhedsudstyr øger chancen for et godt udfald i tilfælde af ulykker. Det handler om at få opbygget de gode vaner fra starten af, lyder det fra Jens B. Frederiksen.

Han håber, at skolebørnene på 5. og 6. klassetrin, som spillet er udviklet til, vil kunne leve sig ind i spillet:

- Spillet er specielt designet til grønlandske forhold. Spillepladen ligner de fjorde, som virkelighedens sejlere begiver sig rundt i. Det gør, at børnene forhåbentlig har let ved at leve sig ind i spillet. Men som med alt andet undervisningsmateriale er succes afhængig af, om lærerne benytter spillet.

Powered by Labrador CMS