De kæmper i luften
Spænding om årets GM i snowboard og freestyleski i Nuuk i påsken.
Der er en masse spændende aktivitet på Lille Malene i påsken, når Snowboard og Freestyleski-klubben i Nuuk arrangerer GM.
Skiliften i Nuuk – Sisorarfiit - har opbygget den bedste snowboard bane nogensinde på Lille Malene, hvor der også køres freestyleski.
– Vi ved først onsdag aften, hvor mange deltagere, der kommer med, siger formanden for Snowboard og Freestyle udvalget under Grønlands Skiforbund, Jens Olsen, som også er formand for Snowball.
– Først for otte dage siden fik vi at vide, at der var nok sne til at banen kunne etableres, og at vi kunne arrangere GM. Derfor er det desværre begrænset, hvor mange riders udefra, der kan være med.
Ved årets GM er der Slopestyle. Det vil sige, at der løbes på en bane fuld af forhindringer og udfordringer, hvor der kan laves en masse tricks.
Der er BoarderCross og SkiiCross – det vil sige at flere løbere, op til fire – løber samtidig og den først i mål vinder.
Endelig er der BigAir – Det vil sige en løber springer højt op i luften og laver sine stiløvelser – og hvor de bedste og sværeste tricks præmieres.
Og det er netop charmen ved sporten, riderne udvikler hele tiden nye spektakulære tricks, og det betyder, at der til alle konkurrencer er ny overraskelser over, hvad rideren finder på at lave i luften.
Selv om det er en forholdsvis ny sport i Grønland, er den meget populær. Flere ridere har været til konkurrencer og mesterskaber i udlandet.
Snowboardere har netop vundet medaljer ved Danmarksmesterskaberne, som i slutningen af marts blev afviklet i Hemsedal i Norge.
Mikkel Olsen vandt guld i BoarderCross og sølv i Slopestyle. Mens Mona Madsen vandt Bronze i Halfpipe og Slopestyle. De er begge medlemmer af den lokale Snowball-klub.
Mikkel Olsen skal i årets GM forsvare sit Grønlandsmesterskab fra 2008 i Boardercross, hvis han bliver klar efter en skade han pådrog sig forleden. Mens Mona Madsen i år skal se om hun får nogen modstandere, ved GM i 2008 var hun eneste kvindleige deltager og vandt tre guldmedaljer.
En tredje rider Michael Damgaard har stor erfaring i udlandet, hvor han har deltaget i flere konkurrencer. Michael har de seneste par år gennemkørt de bedste snowboardparker i Norden, i Europa og senest i Nordamerika, hvor han lige er kommet hjem fra.
På ski kan her nævnes Emil B. Olsen, der blev dansk juniormester i 2008, og som her i år som første års senior kom i finalen i Slopestyle ved DM i Franske Avoriaz.
Malik Berthelsen blev grønlandsmester i SkiCross i 2008, og det er spændende at se, hvordan han klarer sig i år.
Og så er der selvfølgelig Hans-Jakob Brandt Olsen, der deltager i mange internationale konkurrencer og har vundet mange medaljer. Han kommer desværre ikke med til GM, da han i øjeblikket er i Frankrig og laver filmoptagelser til næste vinters ski-film.
– Det bliver i år spændende at se hvilket niveau, riderne har nået, siger Jens Olsen.
– Niveauet i sporten har gennem de seneste år vist en klar opadgående tendens med en masse nye tricks og god stil, tilføjer han.
En del af sporten er at få de bedste billeder og film af de nye tricks, som riderne finder på. Derfor udskriver Sermitsiaq en konkurrence om de bedste film og de bedste stilbilleder fra årets GM. Læs mere her.