Tuusi: Derfor blev forslag om ny sproglov afvist

Efter ugens beskyldninger fra Siumut og undren fra politisk ansvarlig Mimi Karlsen fastslår formanden for Inatsisartut nu, hvorfor behandlingen af sprogloven er udsat

- Det skal understreges, at formandskabets behandling af forslaget til sproglov er sket efter fuldt ud samme praksis, som gælder for alle andre forslag, siger formand for Inatsisartut Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit. Foto: Leiff Josefsen

- Forslaget til sprogloven er behandlet af Inatsisartuts formandskab på samme måde som alle andre forslag.

Sådan lyder konklusionen fra formanden for Inatsisartut Josef Motzfeld, Inuit Ataqatigiit.

Det slår han fast, efter at behandlingen af sprogloven som bekendt endnu engang er blevet udsat og derfor ikke bliver behandlet på den igangværende efterårssamling i Inatsisartut.

Som Sermitsiaq.AG skrev tidligere på ugen er Siumuts formand, Aleqa Hammond, overbevist om, at udskydelsen skyldes intern splittelse i Naalakkersuisut.

Men den påstand afviste medlem af Naalakkersuisut for familie, kultur, kirke og ligestilling Mimi Karlsen, Inuit Ataqatigiit, torsdag over for Sermitsiaq.AG.

Læs også "Mimi afviser sprog-uenighed"

Læs også "Anklage: Bevidst nøl med sproglov"

Læs også "Udskydelse af sproglov forarger"

Hun og departementet har forklaret, at udskydelsen alene skyldes ”en beklagelig fejl” som følge af, at ændringsforslaget til sprogloven blev afleveret for sent til formandskabet i Inatsisartut.

Mimi Karlsen vil ikke gå i dybden med, hvorfor forslaget blev afleveret for sent, men hun undrer sig over, at formandskabet i Inatsisartut afviste at optage loven på dagsordnen, når formandskabet – ifølge hende – faktisk optog to andre af hendes fremsatte love, som også var afleveret for sent. To love, som Mimi Karlsen over for Sermitsiaq.AG ikke ønsker at fortælle om.

Behandlet som alle andre forslag
Den undren får nu formand for Inatsisartut Josef Motzfeldt på banen.

- Forslaget til sprogloven er behandlet af formandskabet på samme måde som alle andre forslag, fastslår Josef Motzfeldt, som forklarer følgende:

- Det skal bemærkes, at dagsordenen for årets efterårssamling blev udsendt den 23. august. Det har således været kendt i adskillige uger, at forslaget til sproglov ikke er med på dagsordenen. Forslaget til sproglov samt enkelte andre forslag fra Naalakkersuisut-området for familie, kultur, kirke og ligestilling blev afleveret for sent på fristdagen den 17. august kl. 12.00.

Afvist af et enigt formandskab
- Det er formandskabets faste praksis, at forslag fra såvel Naalakkersuisut som fra medlemmerne af Inatsisartut, som ikke overholder formkravene, og herunder afleveres for sent, ikke medtages på dagsordenen. De for sent afleverede forslag fra Naalakkersuisut-området blev derfor afvist af et enigt formandskab.

- Naalakkersuisut fremsendte efterfølgende dispensationsansøgninger til formandskabet. Disse blev fremsendt med henvisning til § 41 i Inatsisartuts forretningsorden. Formandskabet vurderede på et møde efterfølgende disse dispensationsansøgninger. For visse forslag fandt formandskabet, at de anførte begrundelser for dispensation var tilstrækkeligt tungtvejende til at imødekomme ansøgningen. For andre forslag gjorde det modsatte sig gældende.

- Formandskabet ønsker på nuværende tidspunkt principielt ikke at gå ind i en nærmere dialog om baggrunden for disse beslutninger – og slet ikke via pressen, fastslår Josef Motzfeldt.

- Det skal således understreges, at formandskabets behandling af forslaget til sproglov er sket efter fuldt ud samme praksis, som gælder for alle andre forslag, lyder det fra formanden for Inatsisartut.

Udsat til forårssamlingen
Mimi Karlsen beklager, at sprogloven igen er blevet udskudt, men hun garanterer, at den bliver behandlet på forårssamlingen 2013.

Sprogloven skulle allerede have været fremsat på dette års forårssamling, men blev også dengang udskudt.

Powered by Labrador CMS