Skattelettelsen vakler
Demokraterne støtter ikke en forringelse af afskrivningsreglerne
En nedsættelse af landsskatten fra 11 til 10 procent, der indgår som den ene halvdel af Naalakkersuisuts skatteomlægning, vakler, fordi koalitionspartiet Demokraterne ikke støtter væsentlige dele af afgiftspakken, som er den andel halvdel af skattereformen.
– Jeg fremsætter ikke ufinansierede skattelettelser, og som situationen tegner sig lige nu, bliver der ikke noget ud af den varslede skattenedsættelse på et procentpoint fra 1. januar, siger Naalakkersuisuts medlem for finanser Maliina Abelsen, Inuit Ataqatigiit, til Sermitsiaq.AG efter Inatsisartuts fire timer lange debat om skatteomlægningen torsdag eftermiddag.
En skattenedsættelse på et procentpoint koster 71,8 millioner kroner, som Maliina Abelsen krone for krone vil kompensere gennem en beskatning af vakantboliger, en afgift på hellefisk, fanget udenskærs til direkte eksport, en højere afgift på tunge biler og en omlægning af en række private og erhvervsmæssige skattefradrag på selvangivelsen.
Ja til skattelettelse – nej til finansiering
Debatten i salen afslører en fastfrosset blokpolitik, hvor de tre koalitionspartier Inuit Ataqatigiit, Demokraterne og Kattusseqatigiit Partiiat støtter en skattenedsættelse, mens de to oppositionspartier Siumut og Atassut i lyset af de aktuelle problemer i samfundet ikke finder tiden inde til en lavere skat på arbejde.
Derimod er billedet grumset, når det kommer til finansieringen af skatteomlægningen, og da krudtrøgen havde lagt sig, manglede Maliina Abelsen 33,5 millioner kroner til finansieringen af skattelettelsen på 71,8 millioner kroner.
Et vekslende flertal på tværs af partiskel er for en afgift på vakantboliger til 5,4 millioner kroner, på øget vægtafgift på de tungeste biler til 3,2 millioner kroner og på hellefisk, fisket udenskærs og sendt direkte til eksport, på 25,5 millioner kroner - i alt 34,1 millioner kroner.
Et flertal, bestående af Demokraterne, Siumut og Atassut, er imod en reduktion i det private rentefradrag til 12,0 millioner kroner, en sænkning af overskruds- og straksafskrivninger til 17,0 millioner kroner og en sænkning af selvstændigt erhvervsdrivendes afskrivninger på 4,5 millioner kroner - i alt 33,5 millioner kroner.
En uspecificeret post til 4,2 millioner kroner blev ikke diskuteret.
Finans- og Skatteudvalget skal nu forsøge at få enderne til at nå sammen, hvis vi skal nå en skattelettelse fra 1. januar.
Skatteomlægningens afgiftspakke bliver 2. behandlet 25. oktober.