Oliegigant: Drop det sorte guld i Arktis
For første gang advarer et af klodens største olieselskaber mod de lukrative boringer i det kolde område
Verdens energiselskaber bør droppe planerne om at bore efter olie i Arktis, da faren for en miljøkatastrofe er for stor.
Sådan lyder den opsigtvækkende melding fra et af verdens største olieselskaber, franske Total S.A., skriver Financial Times.
- Olie i Grønland vil være en katastrofe. Et udslip vil gøre for megen skade for selskabet, siger Total S.A.s topchef, Christophe de Margerie, til avisen.
Oliebossens udmelding er ifølge Financial Times den første advarsel fra en af verdens oliegiganter mod at lede efter det sorte guld i regionen.
Tidligere på måneden udsatte russiske Gazprom sine boreplaner i Arktis af sikkerhedsmæssige årsager. Det kolde område ses som fremtidens indtægtskilde for Rusland, der er verdens største olieproducent.
Læs også "Storbritannien: Stop grønlandsk oliejagt"
Læs også "Jeres mening: Oliejagten skal fortsætte"
Flere olieselskaber investerer milliarder i forskning i håb om en lys olie-fremtid i det kolde nord. Blandt andet danske Maersk Drilling, som i øjeblikket leder efter en partner til at udvikle en ny type borerig, som kan bore gennem den tykke is. Selskabet vil ifølge Børsen investere en svimlende sum på 55 milliarder kroner i forsøget på at finde en løsning på is-problemet i form af 15 nye borerigge over de næste fem år.
Maersk Drilling risikerer dog at møde skarp kritik, hvis Arktis-eventyret realiseres. Miljøorganisationer er nemlig bekymrede for de naturmæssige konsekvenser.
Naturforkæmpere på banen
Advarslen fra Total S.A.s topchef har med det samme fået naturforkæmperne på banen.
- Resten af olieindustrien skal lægge mærke til denne advarsel. På grund af risikoen bør selskaberne ikke røre Arktis med en ildtang, siger Ben Ayliffe, chef for Arktis-kampagnen i Greenpeace, til Financial Times.
Oliegiganten Shell, som også forsøger sig med boringer i Arktis, har ikke ønsket at kommentere Total S.A.s udmelding over for avisen.