Naalakkersuisut skal udligne forskellene mellem kommunerne
- Det er Naalakkersuisuts opgave at fordele og udligne. Det siger formanden for Kanukoka Martha Abelsen
Naalakkersuisut er som landets centrale politiske myndighed stadig det rette forum til at sørge for, at kommunerne får mere ligelige økonomiske dispositionsmuligheder. Det har den fælleskommunale organisation Kanukoka sagt til Naalakkersuisut allerede for et år siden, efter at kommunerne har afgivet deres svar til Skattestyrelsens høring om skatteudligning for 2012.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra formanden fra Kanukoka Martha Abelsen.
Men nu, et år efter, kaster formanden for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, bolden tilbage til kommunerne og giver udtryk for, at det er op til kommunerne selv at afgøre spørgsmålet.
- Vi har observeret, hvor hurtigt og beslutsomt, Naalakkersuisut har ageret, når det drejer sig om beslutninger om økonomisk byrdefordeling, der er til fordel for dem – mens det går knap så friskt, når det går den anden vej, altså en beslutning med samfundsøkonomisk medansvar for de centrale politiske myndigheder, kommenterer Martha Abelsen i pressemeddelelsen.
Kommunerne har i forvejen bidraget med nødvendige oplysninger og analyser om den økonomiske situation i de enkelte kommuner.
Læs om Kommune Kujalleqs efterlysning af en udligning: Simon: Kom med den udligning
Læs også om Qeqqata Kommunias krav om udligning: Større lighed er vigtig
Der er meget forskellige omkostningsstrukturer i de fire regioner. Geografisk spredning, bosætningsmønster og forskelle i befolkningstal gør, at det er den centrale myndighed, der nu skal tage initiativ til løsning af nærværende spørgsmål om udligning, ud fra de fordelingspolitiske principper, som vi har hørt en del om i forbindelse med koalitionsaftalen i Naalakkersuisut, påpeger Martha Abelsen og lover, at kommunerne nok fortsat skal hjælpe til ved at stille oplysninger og argumenter til rådighed for en god løsning.