Sidste udkald for Kuupik

Efterårssamlingen 2012 ringer ind fredag kl. 11.00

Kuupik Kleist og Josef Motzfeldt i spidsen for processionen i 2011. Foto Leiff Josefsen.

Det parlamentariske år åbner den tredje fredag i september, og Naalakkersuisuts formand Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, holder i formiddag sin fjerde og sidste åbningstale i denne valgperiode.

Kuupik Kleist løftede allerede torsdag formiddag lidt af sløret for åbningstalen, da han præsenterede Naalakkersuisuts vision for 2025 med titlen ”Vor fremtid – dit og mit ansvar".

Læs også "Chat med Kuupik på mandag"

Læs også "Øget vækst, men stigende arbejdsløshed"

Hverken fiskeri eller turisme kan skabe grundlaget for fremtidens velfærdssamfund, og derfor skal råstoffer være drivkraften. Der er godt nok 13 år til 2025, men vi skal allerede i dag ud af starthullerne: Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse er forudsætningen for, at den grønlandske befolkning kan høste udbyttet af miner og oliebrønde.

Vejen til 2025 bliver derfor brolagt med reformer, og for hver dag, vi tøver med at indføre reformerne, vil gabet mellem indtægter og udgifter i 2025 blive større. Naalakkersuisut lægger på denne samling op til vidtrækkende lovinitiativer indenfor uddannelse, råstoffer og skat på arbejde, så 2025 ikke kommer bag på politikerne og befolkningen.

Hele tirsdag den 25. september er afsat til åbningsdebatten.

Tuusi i spil
Efterårssamlingen åbner traditionen tro med en procession fra Hans Egedes Hus til Grønlands domkirke Vor Frelser Kirke, hvor provst emeritus Magnus Larsen klokken 10.00 prædiker. Med et Guds ord i ryggen fortsætter processionen den korte vej til landstingssalen. DMI varsler mest skyet vejr, til tider med lidt regn og temperaturer omkring 5 grader i Nuuk.

Inatsisartuts nestor Josef "Tuusi" Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit, åbner mødet, og han kommer straks i spil i forbindelse med valget til formandsskabet. Det nuværende formandskab består af formanden Josef Motzfeldt, IA, 1. næstformand Per Berthelsen, Siumut, 2. næstformand Olga P. Berthelsen, IA, 3. næstformand Finn Karlsen, Siumut, og 4. næstformand Justus Hansen, Demokraterne. Ingen har, så vidt Sermitsiaq.AG erfarer, udfordret Josef Motzfeldt på landets øverste politiske post.

Derefter gælder det valget til de mange udvalg, råd og nævn, og denne navnekabale siger også noget om den interne magtfordeling i partigrupperne.

Travl forår
Sidste punkt på fredagens dagsorden er fastsættelse af tidspunktet for forårssamlingen 2013, men formandsskabet forslag om en startdato fredag den 8. marts kan godt gå hen og blive problematisk.

Både politikere og vælgere får et travlt forår med valg til kommunalbestyrelse, bygdebestyrelse og menighedsrepræsentation tirsdag den 2. april, og Kuupik Kleist skal udskrive valg til Inatsisartut senest 2. juni.

I hvert fald kommunalvalget og Inatsisartuts forårssamling tørner sammen, og det sætter dobbeltmandaterne under pres. Ved kommunalvalget i 2008 blev 20 medlemmer af det nuværende Inatsisartut og Naalakkersuisut valgt til kommunalbestyrelserne, og dobbeltmandaterne får i marts travlt med at føre valgkamp i forsamlingshusene og deltage i forårssamlingen på en og samme tid.

Sermitsiaq.AG følger Efterårssamlingen fra ringside.

Powered by Labrador CMS