Byder 2011 på en ny askesky?
Det islandske udbrud sker hvert 400.år. Omvendt kan andre vulkaner sagtens spolere lufttrafikken.
Eyjafjallajökull.
Det ord har for alvor været på alles læber i år. Eller måske snarere siddet fast i ganen i fejlslagne forsøg på at udtale navnet på den vulkan, der i maj og april lammede store dele af lufttrafikken.
Vulkanen og gletscherens askesky spredte sig over store landområder, og det var for farligt for blandt andre Air Greenlands fly at risikere at få asken i motorerne.
Byder næste år så på en lignende risiko?
Det spørgsmål har magasinet Euroman stillet to af de fremmeste geologer. Den ene tror, der sagtens kan opstå en tilsvarende askesky, mens den anden ryster på hovedet.
- Vulkanudbrud finder sted her på jorden hele tiden. Historisk har det været masser af den slags udbrud, vi så på Island(...). Vi kan også rammes af vulkanudbrud fra Italien og De Kanariske Øer, men alt efter vindforholdene, og hvis det ikke rammer flytrafikken, er det ikke sikkert, vi opdager det, siger Paul Martin Holm, geolog og lektor på Københavns Universitet.
Til Euroman siger Tod Wright, doktor i geologi også fra Københavns Universitet:
- Askeskyen i 2010 var fra en vulkan på Island, der går i udbrud hver 400.år, så det er ikke særlig sandsynligt, at den går i udbrud igen i den nærmeste fremtid(...). Hvis vi ser på andre og knap så voldsomme vulkaner som Yellowstone, har vi haft 2-3 store udbrud i de sidste 2.000-3.000 år. Og igen er det en mulighed, men det er ikke særlig sandsynligt, siger Tod Wright til magasinet.