Tele-Post klar med lavere internetpriser

Virksomheden er snart klar med lavere priser på internet-området, efter at Telestyrelsen har beordret, at kampen om internetkunder i Nuuk skal liberaliseres

Foto: Leiff Josefsen

Selv om de fleste nok forventer, at den forestående konkurrence på telemarkedet bliver uhyre intens og barsk, får det ikke selskabets ledelse til at ryste i bukserne, fordi Tele-Post står godt rustet til den frie konkurrence på internet-området.

- Nej, tværtimod, siger selskabets konstituerede administrerende direktør, Steen Montgomery-Andersen.

- Vores kunder kommer til at se Tele-Post kæmpe for billigere og bedre internet – både for private og for virksomheder over hele landet. De sidste år har vi været bremset af en konkurrencesag, hvor vi var under anklage for at sælge internettet for billig. Med denne nye afgørelse ønsker vi at udviklingen af bedre og billigere internet skal fortsætte, siger direktøren.

Læs også "Tele-Post bekymret for unfair konkurrence"

Læs også "Internetmarkedet i Nuuk er frigivet"

Priserne på vej ned
I forbindelse med halvårsrapporteringen 5. september annoncerede Tele-Post da også, at virksomheden har søgt om tilladelse til at skære halvdelen af internetpriserne for privatkunder (mobildata). Og heller ikke erhvervskunderne bliver snydt for markante prisnedsættelser, da firmaer med netværk internt i virksomheden (MPLS VPN) også kan se frem til en reduktion på 50 procent.

Læs også "Tele-Post skovler millioner ind"

Læs også "Tele-Post sænker priser drastisk"

At den tiltagende konkurrence samtidig ikke kan undgå at stille store krav til selskabets konkurrencedygtighed, er Steen Montgomery-Andersen fuldt opmærksom på:

- Både i Danmark og i de fleste andre lande har tele-liberaliseringen ført en voldsom konkurrence med sig til gavn for kunderne. Det kommer også til at ske her, så på kort sigt forringer det selvfølgelig økonomien for Tele-Post, siger direktøren, der samtidig pointerer, at Tele-Post i dag står bedre rustet end nogensinde før til den frie konkurrence:

- Vi er bestemt ikke flove over at sige, at vi uhyre målbevidst har effektiviseret selskabet, og at vi har tjent penge både sidste år og også kommer til det i år. Men vi ønsker jo ikke at puge pengene sammen – tværtimod investerer vi hele tiden i ny teknologi og bedre infrastruktur til glæde for alle i Grønland.

Udvikling langs kysten
Tele-Post-direktøren er særlig opmærksom på udviklingen langs kysten. Han understreger, at Tele-Post vil arbejde målrettet for at undgå store prisforskelle mellem Nuuk og Qaqortoq og resten af kysten.

- Vi gør en dyd ud af at være hele Grønlands teleselskab, fremhæver Steen Montgomery-Andersen.

Tele-Post har med andre ord skudt konkurrencen i gang, hvilket er sket lige i kølvandet på, at Telestyrelsen lidt i midnat onsdag 5. september fastsatte den maksimale pris, som selskabet må opkræve for at give et andet selskab adgang til sin kapacitet på internet-området som led i liberaliseringen.

Sermitsiaq.AG er ved at indhente en kommentar fra Nuuk Skynet.

Powered by Labrador CMS