Fremstød

Turistbranche promoverede Grønland i Kina

Der er et stort potentiale i turister fra Kina. På et globalt plan bruger kineserne flest penge, når de rejser. Visit Greenland øjner muligheder

Fra venstre mod højre ses: Yewlin Tay (Arctic Wonderland Tours), Anders Stenbakken (), Thomas Eltorp (Air Greenland), Tina Jensen (Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked), og Malik Milfeldt (Visit Greenland) Visit Greenland
Offentliggjort

I anledning af regentparrets besøg i Kina var Visit Greenland i denne uge sammen med sine turistrådsmodstykker i Danmark og på Færøerne i Beijing for at promovere turisme til rigsfællesskabets tre lande. Formålet for Visit Greenland, Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked, Air Greenland og Arctic Wonderland Tours, som også deltog, var at tiltrække flere turister til Grønland.

- Omkring 1000 kinesere besøgte os sidste år og havde overnatninger hovedsageligt i Østgrønland og i Ilulissat, fortæller direktør i Visit Greenland Anders Stenbakken, og tilføjer:

- Dronningens og prinsgemalens besøg i Kina var en oplagt anledning til at mødes med de bureauer i Kina, som allerede sælger rejser til Grønland og de, som er på nippet til det. Nu skal vi evaluere på udbyttet af rejsen, men foreløbigt virker det ret lovende, siger han.

Fælles fremstød og egen grønlandsdag
Torsdag deltog de grønlandske aktører i et fremstød arrangeret af Scandinavian Tourist Board i Beijing med fokus på oplevelses- og rejsemulighederne i de tre lande.

Begivenheden var et godt rygstød til Grønlands eget fremstød den følgende dag, arrangeret af Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked og Visit Greenland, der havde deltagelse af 40 personer fordelt på 17 rejsebureauer og tre medier ikke blot fra Beijing, men også fra andre større kinesiske millionbyer.

- At vi kan tiltrække så mange interesserede bureauer, selvom vi er en relativ ny destination i Kina, viser, at vi står over for et potentiale i Kina som marked, som vi skal kapitalisere på de kommende år i takt med, at vi bliver klogere på, hvad det er, kineserne efterspørger som turister i Grønland, siger Anders Stenbakken.

Kinesiske turister strømmer til polare egne
Antarktis er de senere år blevet en af de mest populære polare destinationer blandt kinesiske turister, som primært tager dertil for at fotografere, mens Nordnorge nyder godt af en stigende strøm af velhavende kinesere, der vil opleve nordlyset.

Læs også: Dronningen tager Grønland med til Kina

Kinesiske turister er det folkefærd, der på globalt plan bruger flest penge, når de rejser, og med en støt stigende middelklasse foranlediget af Kinas imponerende vækst, rejser flere og flere kinesere til fjernere destinationer, end de har gjort før i tiden. I 2014 forventes således 100 mio. kinesere at rejse til udlandet.

Visit Greenland-fokus på Kina
Visit Greenland arbejder i år med et projekt, der fokuserer på Kina som nyt marked, og har i denne uge også gennemført flere Kina-parathedskurser på hotellerne i Ilulissat ved deres kinesiske projektmedarbejder Li Wei Wang.

Turismemarkedspotentialet i Kina er de senere år blevet tydeliggjort som en følgeeffekt af Departementet for Erhverv, Råstoffers mineralindsatser i verdens mest folkerige republik.

Powered by Labrador CMS