Forsker: Byg vandkraftværker

Så får vi da noget ud af de smeltende gletschere i Grønland, anbefaler polarforsker.

Et af Grønlands vandkraftværker ligger her ved Buksefjorden ved Nuuk. Efter planen åbner der snart et nyt kraftværk ved Qorlortorsuaq i Sydgrønland.
Offentliggjort

Der er store energibesparelser at hente, hvis man forstår at udnytte de segnende isbjerge. Sådan lyder det opsigtsvækkende ræsonnement fra polarforsker Sebastian Mernild fra University of Alaska Fairbanks i USA. Det skriver avisen.dk.

– Vi kan lige så godt få det bedste ud af situationen. Hvis vi opstiller flere vandkraftværker langs Grønlands østkyst, så vil der være penge og CO2 at spare, fordi vandkraft vil reducere udledningen af drivhusgasser til atmosfæren, siger Sebastian Mernild.

Han var tidligere på året manden bag beregningerne om, at indlandsisen smelter langt hurtigere end hidtil antaget. Polarforskeren har envidere beregnet, at mængden af smeltevand fra gletsjerne vil stige med 50 procent fra 450 km3 til 670 km3, inden for den nærmeste årrække.

Sådan en idé er ikke dum, men den kræver en hel del, for at lykkes, mener professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Henrik Lund.

– Problemet er, at det hverken er manglen på vand eller land, der afholder Grønland fra at bygge vandkraftværker. Det er simpelthen for usikkert at få afsat den strøm, man producerer, siger Henrik Lund.

Der er nemlig ingen rigtig store industrier på Grønland, som kan aftage strømmen.

– Så ville det kræve, at man byggede et aluminiumsværk eller et andet strømforbrugerende værk, så man kunne bruge strømmen til noget, siger Henrik Lund og henviser til Island, hvor man har haft stor succes med en lignende manøvre. Skulle man endelig komme i gang med at bygge vandkraftværker, vil man næppe opfatte de store mængder smeltevand som en velsignelse, advarer Henrik Lund.

– Det gør jo kun arbejdet med anlæggelsen af værket en hel del farligere og mere usikkert, siger han ifølge avisen.dk.

Powered by Labrador CMS