- KNR tager børnene som gidsler

- Jeg synes, det ser ud som om, at KNR tager børnene som gidsler i deres forhandlinger med selvstyret, siger børnetalsmand Aaja Chemnitz Larsen

- Jeg er ked af, at KNR har besluttet at nedlægge tv-produktionen "Pikkorissuaqqat", som er utrolig populært blandt især dem i alderen 8-12 år, siger børnetalsmand Aaja Chemnitz Larsen. Foto: Leiff Josefsen

Nu blander børnetalsmand Aaja Chemnitz Larsen sig også i diskussion om KNR’s nedskæringer, som har resulteret i fyringer og lukning af programudsendelser.

Det er især udsigten til lukning af tv-produktioner rettet mod børn, som optager børnetalsmanden.

- Jeg er ked af, at KNR har besluttet at nedlægge tv-produktionen "Pikkorissuaqqat", som er utrolig populært blandt især dem i alderen 8-12 år. Det var en populær udsendelse, som har udviklet sig positivt, og giver indblik i børnenes verden, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Læs også "D fastholder flere penge til KNR"

Minimalt børne-tv på grønlandsk
- Der er i forvejen stor mangel på børneprogrammer, der tager udgangspunkt i børnenes egen virkelighed, og sprog. Det kan man også læse i medieredegørelsen fra december 2010. Her står der blandt andet, at der kun vises en halv times tv-børneudsendelse på grønlandsk, mens resten af udsendelserne er på dansk. Og oveni det er der alt for mange genudsendelser, påpeger hun.

Læs også "Journalistforening: KNR udsultes"

Læs også "Lokale medier frygter KNR’s krise"

- Jeg synes, at det er hån mod børnene at sende genudsendelser i et væk og en misforståelse af den vitale rolle, som man som public service-station har for udvikling af folks kompetencer. En anden genre har været at overlade mikrofonen til børn uden den store produktion, hvor man kan sige, at successen kun skyldes børnenes naturlige evner foran et fjernsyn og ikke kan tilskrives KNR.

Børn tages som gidsler
KNR har haft til opgave at finde besparelser på 10 millioner for næste år, fordi selvstyret ikke øger deres tilskud til publicservice-stationen. Børnetalsmanden har dog svært ved at finde sympati frem for KNR,

- Det er da ærgerligt, at KNR ikke har fået bevilget flere penge, men jeg har svært ved at forstå, hvorfor KNR skal lade det gå ud over børnene. Tværtimod synes jeg, at det ser ud, som om KNR tager børnene som gidsler i deres forhandlinger med selvstyret.

Dybt kritisabelt
Ifølge børnetalsmanden har politikerne dog også et medansvar for, at børnene i Grønland ikke hægtes af udviklingen.

- Det er dybt kritisabelt, at børne- og ungeområdet ikke har en særlig prioritering særligt i disse år, hvor vi snakker om at prioritere sproget. Børn bør sikres adgang til kultur, der kan udvikle deres forståelse af det samfund, som de lever i, og deres generelle kompetencer. Politikerne bør have det for øje og omvendt bevilge flere midler til produktion rettet mod børn og unge, siger Aaja Chemnitz Larsen og pointerer, ”at andet kan vi ikke være bekendt. Børnene må ikke være taberne, selvom der er krisetider”.

Bedre kvalitet - en pulje med midler
Aaja Chemnitz Larsen efterlyser nytænkning i børneudsendelserne, og foreslår, at selvstyret opretter en pulje med midler, som sættes til tv-produktioner med børn og unge som målgruppe.

- Der er behov for langt mere kreativ tilgang til produktionen af udsendelser til børn. Vi har set, at der kan laves børne-tv af god kvalitet, som vi så det med julekalenderen fra 2010, og det skal nok også vise sig med dette års julekalender. Der er en generation af unge, som gerne vil lave tv-produktion, men opbakningen svigter. Man kunne lave en pulje med midler som produktionsselskaberne kunne søge til, foreslår børnetalsmanden.

Powered by Labrador CMS