Mindeord fra Mal

– Agnethe var, uanset politik, et forbillede, en foregangskvinde, et stort menneske og eksempel for alle, skriver fungerende borgmester Malînánguaq M. Mølgaard.

Agnethe var kendt for sin gennemslagskraft, visioner og sin medmenneskelighed, siger fg. borgmester Mal

»Mindeord for borgmester Agnethe Davidsen

En foregangskvinde og et stort menneske er død

Vor kære borgmester Agnethe Davidsens pludselige død søndag morgen er en stor sorg for os alle. Vi er alle dybt berørte af hendes tidlige bortgang. Vi skal fra kommunalbestyrelsen meddele vores dybtfølte medfølelse med indbyggerne, med medarbejderne, der har arbejdet tæt sammen med hende og ikke mindst til hendes familie retter vi vores inderligste medfølelse ved tabet af deres kære.

En stor kvinde, en foregangskvinde og et stort menneske er borte.

Agnethe Davidsen har været med til at præge Grønlands udvikling allermest. Specielt som borgmester har hun stået for en kraftig vækst og udvikling af hovedstaden. Agnethe har arbejdet for at Nuuk kunne udvikle sig til en arktisk metropol med mange berøringsflader udad til. Agnethe har arbejdet for at skabe en smuk by, og efter manges meninger er dette lykkedes.

Agnethe har samtidig arbejdet for en by, hvor alle er velkomne, og hvor både det lokale og internationale perspektiv fremmes. Der hersker derfor stor respekt om hendes person i alle kredse i Nuuk, Grønland og udenfor Grønland.

Agnethe Davidsen har således igennem årene udvist en stor iver og kraft i at gøre en forskel, ikke mindst i forhold til udviklingen i Grønland og i hendes by Nuuk. Senest har hun været med til arbejdet på at skabe en ny storkommune, hvor byerne Nuuk, Paamiut, Ivittuut, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit er med. Det bliver verdens største kommune arealmæssigt. Hun har sammen med kommunalbestyrelsen set store perspektiver i den nye kommune for en hurtigere og bedre samfundsudvikling i Grønland, end tidligere, hvor der arbejdes med landets ressourcer og muligheder i et bredere perspektiv, og hvor Nuuk har en stor mission.

Agnethe var kendt for sin gennemslagskraft, visioner og sin medmenneskelighed.

Ikke mindst børnene og de ældre havde hendes store bevågenhed og kærlighed. Alle ved, at hun ikke kan gå forbi en lille pige eller dreng uden at gå hen og tale med dem og høre, hvordan de har det. Det har vi set utallige gange. Og det minder os om, at hvis ikke vi har øje for de mindste i samfundet med hensyn til indflydelse, hvad sker det så med os.

Så derfor var Agnethe, uanset politik, et forbillede, en foregangskvinde, et stort menneske og eksempel for alle.

Æret være Agnethe Davidsens minde.

Malînánguaq Marcussen Mølgaard

Fungerende borgmester«

Powered by Labrador CMS