Forsvundet hollandsk turist fundet i live

En 25-årig hollandsk turist er fundet i god behold, efter han i torsdags forsvandt i Kangerlussuaq.

Det oplyser politifuldmægtig Rikke Lundby Jensen til Radioavisen.

Hollænderen var taget på vandretur i Kangerlussuaq-området, men faldt i vandet, da han ville krydse en elv. Han blev skyllet med af strømmen, inden det lykkedes ham at kravle op på land.

Da den 25-årige hollænder ikke var kommet tilbage til Kangerlussuaq torsdag aften, blev der slået alarm. Og politiet sendte eftersøgningshold af sted for at lede efter ham.

Herefter gennemsøgte politiet området med helikopter, og fredag eftermiddag lykkedes det at finde den forsvunde hollænder liggende på jorden, forkommen og forfrossen, men i live.

Powered by Labrador CMS