Sikkerhed er det vigtigste
Øvelsesdeltagernes sikkerhed er det vigtigste, siger Claus Risbjerg fra Politiet i Grønland
Der er hårdt vejr for inspektionsskibet Triton, der indgår i den store øvelse ”SAREX Greenland Sea 2012” på østkysten. Triton har mødt orkanagtig storm på vej til det sted, hvor øvelsen finder sted, og hvor der blandt andet skal reddes passagerer fra et nødstedt krydstogtsskib. Det er Triton, der skal fungere som det nødstedte skib.
Læs også artiklen Storm truer den store katastrofe-øvelse
Trods det hårde vejr, er det meningen at øvelsen gennemføres. - Det gør det hele mere realistisk, siger chefen for Grønlands Kommando Henrik B. Kudsk til Politiken.dk.
- Men øvelsen gennemføres kun, hvis der ikke er risiko for de personer, som deltager i øvelsen, siger administrationschef hos Grønlands Politi Claus Risbjerg.
I øvelsen deltagere flere skibe og fly fra forskellige lande og omkring 1.000 personer.
- Øvelsesdeltagernes sikkerhed står øverst på dagsordenen, understreger Claus Risbjerg.