Grønland bør være med i Kina

Grønland er en selvskreven deltager i Danmarks officielle besøg i Kina

Det Udenrings- og Sikkerhedspolitiske Udvalg mener, at Grønland bør være med ved bordet i Kina, hvis der tales om Grønland og Arktis. Foto: Nils Baum, Bureau for Inatsisartut.

Formanden for Det Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg i Inatissartut, Justus Hansen, Demokraterne, blander sig nu også i debatten om statsminister Helle Thorning-Schmidts officielle besøg i Kina den 10. til 13. september.

Det Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk udvalg mener, at den danske regering bør invitere repræsentanter fra Grønland med til besøget i Kina, såfremt spørgsmål, der vedrører grønlandske interesser, er på programmet under besøget.

- Det vil være naturligt, at Grønland sidder med ved bordet, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt og præsident Hu Jintaos skal diskutere emner som råstoffer, Arktis, nye sejlruter eller Kinas ønske om at få fast observatørstatus i Arktisk Råd, siger Justus Hansen.

- Grønlandsk repræsentation i den danske delegation vil være at udvise respekt for selvstyret og være i tråd med de politiske udmeldinger i ”Kongeriet Danmarks Strategi for Arktis 2011–2020”, vurderer han.

Læs også "Grønland er lukket land i Kina"

Udvalget håber derfor, at formanden for naalakkersuisut Kuupik Kleist og statsminister Helle Thorning-Schmidt har drøftet emnet ved det nyligt afholdte rigsmøde i Igaliku og er nået frem til et fælles standpunkt, både for det kommende officielle besøg i Kina og for fremtidige møder. Det vil vise, at vi er ligeværdige parter i Rigsfælleskabet, påpeger Justus Hansen på vegne af Udvalget for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik.

Powered by Labrador CMS