Rigsfællesskabets historie

Artikelserie: Rigsfællesskabets fremtid

Her bringer vi serien om rigsfællesskabet, som har været bragt i Politiken og i Sermitsiaq.

Vi starter med rigsfællesskabets historie og fortsætter i de følgende artikler med Politikens chefredaktør Bo Lidegaards interview med formanden for naalakkersuisut Kuupik Kleist, Færøernes lagmand Kaj Leo Johannesen og til sidst statsminister Helle Thorning-Schmidt. Det sidste interview bringes i Sermitsiaq i fredagens avis i denne uge.

Rigsfællesskabets historie
Siden 1388, da Danmark og Norge blev samlet under dronning Margrethe I, har rigsfællesskabet været en del af Danmarks identitet og historie. Da Norge og Danmark blev delt i 1814, beholdt Danmark de nordatlantiske rigsdele.
Fra Island i 1944 erklærede sin selvstændighed, har en rivende udvikling forandret de tre tilbageværende rigsdele og rigsfællesskabet. Bevægelsen i retning af selvstyre for Færøerne og Grønland er dynamisk, og ingen kender dens slutpunkt. Særlig i Grønland og på Færøerne pågår en levende offentlig debat om de to folks fremtid, om selvstændighed eller nytænkning inden for
rigsfællesskabet, i Europa og i resten af verden.
Sammen med Politiken sætter Sermitsiaq fokus på rigsfællesskabets fremtid.

Tager man en globus og finder Grønland, Færøerne og Danmark, må man undre sig over, at disse tre lande er forbundet i et rigsfællesskab med fælles grundlov, fælles udenrigs- og forsvarspolitik og fælles dronning. Hvad i alverden har Grønland – en tyndtbefolket arktisk ø, mange gange større end Danmark, på det amerikanske kontinents nordøstlige hjørne med dybe fjorde og høje sorte bjerge, for 80 procents vedkommende dækket af et kilometertykt islag – Færøerne, 18 forblæste klippeøer midtvejs mellem Norge og Island, tilsammen kun lidt større end Lolland, og Danmark, et lille fladt landbrugsland ved indsejlingen til Østersøen, med hinanden at gøre?

Hvis Grønland og Færøerne endelig skulle være forbundet med et europæisk land, hvorfor så ikke Norge, hvis voldsomme natur minder om Færøerne og Grønland, og hvis lange atlanterhavskyst vender ud mod det samme hav, som beskyller Grønland og Færøerne?

Sådan var det da også oprindelig, for mere end tusind år siden, da Norge rakte sine fangarme ud over det dengang næsten folketomme Nordatlanten. Først invaderedes Shetlandsøerne og Færøerne af norske vikinger, senere kom turen til Orkneyøerne, Hebriderne og Island, indtil man nåede Grønland, på hvis sydlige og sydvestlige del – over for det nuværende Canada – der fra slutningen af 900-tallet etableredes en livskraftig nordbokoloni med havne, bondegårde, kirker og eftertragtede luksusvarer som isbjørneskind, hvalbarder og, specielt, hvalros- og narhvaltand – elfenben – som havde været stærkt efterspurgt på det europæiske high-end-marked siden 700-tallet, hvor islams fremstød i Mellemøsten og i Nordafrika havde afbrudt de gamle handelsveje mellem Europa og Afrika.

Det søbårne norske imperium, af nogenlunde samme størrelse som Romerriget, holdt stand til sidste halvdel af 1300-tallet, da den sorte død på få år lagde op mod to tredjedele af Norges befolkning i graven. Det før så imponerende Norgesvælde med navnkundige fyrster som Olav den Hellige og Harald Hårderåde fik åndenød og gik i frit fald. Kommunikationen mellem moderlandet og de oversøiske ’skattelande’ gik i stå, og folk begyndte at sive væk fra udkantsområderne efter et mønster, som vi også kender i dag. Tydeligst i Grønland, som nordboerne trak sig helt ud af, og på hvis tidligere bebyggelser de nuværende grønlænderes forfædre slog sig ned. I 1380, da Håkon VI af Norge døde, gav Norge op som selvstændigt rige og gik i union med dronning Margrethe I’s Danmark. Først styrede den unge dronning, der endnu ikke var fyldt 30, Norge som formynder for sin tiårige søn, Olav, som hun havde med den afdøde norske konge, og som formelt havde overtaget den norske trone. Efter Olavs tidlige død i 1387 herskede

Margrethe over begge rigerne i egen ret.

Kongen ville bytte Grønland
Den dansk-norske union holdt stand i 434 år. Men med freden i Kiel 14. januar 1814 var det slut. De europæiske stormagter var nemlig blevet enige om, at Sverige skulle have Norge som kompensation for Finland, som Sverige fem år tidligere havde afstået til Rusland. Det var dog kun det egentlige Norge, Sverige skulle have. De søbårne dele af det gamle norske commonwealth, der endnu var tilbage – Island, Færøerne og et siden 1721 med store omkostninger genkoloniseret Grønland – skulle efter engelsk forlangende, og uden at der forelå noget dansk ønske herom, forblive sammen med Danmark.

Historisk set er det danske rigsfællesskab, som blev født ved et forhandlingsbord i Kiel en isnende kold januarnat i 1814, og som stadig består bortset fra Island, der udtrådte 1944, altså en beskåret udgave af den gamle dansk-norske union fra 1380. Den usammenhængende geografiske form skabtes, da Norge tabtes.

Det Danmark, som i 1814 fik eneansvaret for Grønland, Island og Færøerne, var et kontinentalt tyskorienteret land, som ikke følte nogen særlig trang til at blive polarnation. Island og Færøerne, der havde en befolkning med norske rødder, kunne endda gå an. Men Grønland! Hvad skulle man dog med Grønland?

Selv på allerhøjeste sted blev ’landet ved verdens ende’ modtaget uden begejstring: Frederik VI, der resten af sin tid dagligt sukkede over tabet af »mit kære Norge«, skal efter sigende have været indstillet på, hvis lejlighed b8d sig, at bytte Grønland med et mindre landområde i Nordtyskland.
Genkoloniseringen under dansk-norsk flag af den store ø, som var begyndt med den nordnorske præst og kongelige missionær Hans Egedes landing tæt ved det nuværende Nuuk 3. juli 1721, var et norsk projekt, som ikke interesserede mange i Danmark. Hovedparten af de hundredvis af mænd, der som inspektører, købmænd, udstedsbestyrere, arbejdsformænd, hvalfangere, tømrere, bødkere, handelsbetjente, kirurger, præster og kateketer kom til Grønland mellem 1721 og 1814 – hvor de i mange tilfælde giftede sig med indfødte kvinder og grundlagde stadig eksisterende slægter – var norske af fødsel. Set med danske øjne var Grønland først og fremmest en besværlig opgave, som to overvintrede institutioner fra den dansk-norske fællestid heldigvis tog sig af, nemlig Den Kongelige Grønlandske Handel på Christianshavn (grundlagt 1776) og Det Grønlandske Seminarium i Købmagergade (grundlagt 1737), en sprogskole for vordende grønlandspræster, som skulle lære det vanskelige grønlandske sprog, før de blev udsendt.

Ikke fin nok til kongens stel
Der skulle gå årtier, før man i Danmark forsonede sig med tabet af Norge og begyndte at sætte pris på den nye lommeudgave af riget. Nemmest gik det med Island og Færøerne, som passede godt ind i det tidlige 1800-tals sværmeri for vikingetid og nordisk middelalder. Den berømte sprogforsker Rasmus Rask gjorde bevarelse af islandsk som det nordiske ursprog til sin livsopgave. Om hundrede år ville der ikke blive talt ét islandsk ord i Reykjavik, hvis man lod tingene gå sin skæve gang, mente han.

For at imødegå denne fare stiftede han i 1816 Det Islandske Litteraturselskab, der ni år senere fik følgeskab af Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab. Oldskriftselskabet udgav under historikeren Carl Christian Rafns effektive og kyndige ledelse gamle islandske sagaer, som hurtigt blev populære, ikke bare i Danmark, men over hele Europa. Det tidligere så fjerne og glemte Island kom på alles læber. Island blev en del af Danmark.

Ligeså på Færøerne, hvor danske videnskabsmænd engagerede sig i en redningsaktion for den lokale kultur og det lokale sprog. Da Danmark i 1814 overtog ansvaret for øerne, var færøsk fortrængt af dansk både som kirke- og skolesprog, og den frygt, som Rasmus Rask nærede på det islandske sprogs vegne, var der i højeste grad grund til også at have for færøsk. Men det gik anderledes. Takket være blandt andre litteraturhistorikeren og sprogvidenskabsmanden Svend Grundtvig lykkedes det i løbet af 1800-tallet at genrejse færøsk og genindsætte det på sin plads som et selvstændigt litterært og nationalt sprog.

Svend Grundtvig arbejdede som indsamler og udgiver af gamle færøske kvad, en færøsk parallel til sagaerne. Af størst betydning var dog en lille bog med titlen ’Dansken paa Færøerne: Sidestykke til Tysken i Slesvig’, som han udgav i 1845. Heri argumenterede han for, at når man i Danmark protesterede mod, at tysk fik lov at fortrænge dansk i hertugdømmet Slesvig, måtte man have forståelse for, at det ville være et kulturelt overgreb mod det færøske folk at lade dansk fortrænge færøsk på Færøerne. Den færøske sprogsag blev med Svend Grundtvigs skrift, der vakte mere end almindelig opmærksomhed, også et nationalt dansk anliggende.

Længst var man om at tage Grønland til sig. Det skete langsomt og tøvende, og først efter at man ved flere lejligheder demonstrativt havde afvist at lyse Grønland i kuld og køn. Således i 1832, da der blev anskaffet nyt statsporcelæn til repræsentative formål på Christiansborg. Det nye stel, der i dag kendes som Frederik VI’s dessertstel, var et såkaldt programstel, hvor de i alt 80 tallerkner smykkedes med prospekter fra kongens riger og lande. Her møder vi landskaber, byer og markante bygninger fra Danmark, såvel som fra Island og De Vestindiske Øer. Sågar det lille usle slavefort Christiansborg på den afrikanske vestkyst var der blevet plads til i dette smukt arrangerede udstillingsvindue for kongens og statens fornemste gæster. Men ikke Grønland, som Danmark i 1832 havde haft eneansvaret for i snart 20 år.

Danmark bliver polarnation
I 1850’erne kom der nye signaler, utvivlsomt fremskyndet af den stadig mere faretruende udvikling ved Danmarks sydgrænse. Fra 1856 har vi et stateligt nationalt billedværk, ’Danmark’, hvor Grønland med tre flotte billeder i tværfolio, to fra Nordgrønland og ét fra Sydgrønland, for første gang inkorporeredes visuelt i riget. Et afgørende skridt blev oprettelsen af den statslige Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser af Grønland (Kvug) i 1878, hvis fransk- og tysksprogede, senere hovedsageligt engelsksprogede, skriftserie, ’Meddelelser om Grønland’, hurtigt fik en fremtrædende plads inden for international polarforskning. Danmark havde omsider besluttet sig for at kigge mod nord og blive det, som havde ligget i kortene siden 1814: en polarnation.

Og det har vi været siden. Næsten lige meget hvad man slår ned på i dansk samfundsliv siden slutningen af 1800-tallet, har rigsfællesskabets nordlige dele udgjort en ramme, som ikke kan tænkes bort, uden at det hele falder sammen.

Det gælder kunst – hvad ville der for eksempel være blevet af Per Kirkeby (f. 1938), hvis ikke han i slutningen af 1950’erne som ung geologistuderende ved Københavns Universitet havde haft mulighed for at komme til Grønland og se »landet i hvidt, sort og blåt«, der ligger som en palimpsest under alt, hvad han har frembragt? Det gælder litteratur, hvor den nordatlantiske dimension dukker op igen og igen fra Henrik Pontoppidan over den færøskfødte Jørgen-Frantz Jacobsen til Peter Høegh og Kim Leine, det gælder musik – Carl Nielsen, Knudåge Riisager – det gælder teknik, det gælder søfart, det gælder fiskeri, det gælder forsvaret – særligt søværnet – ligesom det gælder de humanistiske videnskaber. Hvad ville dansk antropologi være uden den verdensberømte Knud Rasmussen? Hvor var dansk arkæologi uden rækken af nordatlantiske og arktiske arkæologer fra Daniel Bruun (1856-1931) til nyligt afdøde Jørgen Meldgaard?

Forskning i verdensklasse
Og det gælder, ikke at forglemme, medicin og naturvidenskab, hvor danske forskere gang på gang har formået at sætte en ny dagsorden med resultater hentet fra de nordatlantiske dele af rigsfællesskabet.

Et tidligt eksempel er den kun 27-årige læge Peter Ludvig Panums epokegørende afhandling fra 1847 om mæslingeepidemien på Færøerne året før, ’Iagttagelser, anstillede under Mæslinge-Epidemien paa Færøerne i Aaret 1846’, som banede vejen for den moderne forståelse af spedalskhed og andre kontagiøse sygdomme.

Nutidige eksempler er fysikeren Willi Dansgaard (1922-2011) og geologen Minik Rosing (f. 1957). Førstnævnte var den, der i 1960’erne påviste, at indlandsisen er et unikt klimahistorisk arkiv, og dermed tilvejebragte grundlaget for de langtidskurver over verdens klima, som siden 1980’erne har stået centralt i den internationale videnskabelige og politiske debat om menneskeskabte klimaændringer. Sidstnævnte, Minik Rosing, ville for længst have fået nobelprisen for sin opdagelse af de tidligste kendte tegn på liv på Jorden i 3.800 millioner år gamle bjergarter fra Grønland, hvis der var en nobelpris i geologi.

Indadtil har rigsfællesskabet gjort Danmark – i mange år efter 1864 Europas mindste selvstændige stat – til et større, bedre, mere åbent, mere vågent, mere spændende og – blandt andet takket være de mange vidtforgrenede dansk-grønlandsk-færøske familier – varmere land at leve i, end det ellers ville have været. Udadtil har rigsfællesskabet, navnlig i kraft af Grønlands stadig voksende videnskabelige og strategiske betydning siden 1814, givet Danmark en større plads i verden, end landets ringe størrelse berettiger til.

Dette i skarp konkurrence med Norge, der altid har opfattet freden i Kiel som en blodig uretfærdighed, fordi den delte det norske rige og bragte Grønland – juvelen i den norske krone – over på danske hænder. I 1800-tallet, da Norge var i union med Sverige, var konkurrencen overvejende fredelig. Således tillod Danmark i 1888 generøst nordmanden Fridtjof Nansen at hente verdensberømmelse på Grønland ved at krydse indlandsisen på ski, endda for danske sponsorpenge.

Mindre fredeligt blev det efter 1905, da Norge blev selvstændigt. En revanchistisk kampagne for at få Grønland tilbage førte efter et længere tilløb op gennem 1920’erne til, at Norge i 1931 besatte en 400 kilometer lang ubeboet kyststrækning, som de kaldte Erik Raudes Land, i det nordøstlige Grønland. Denne sensationelle suverænitetskrænkende aktion, i realiteten en norsk krigserklæring mod Danmark, blev indklaget for Den Internationale Domstol i Haag, som i 1933 erklærede den norske besættelse ulovlig. Norge trak sig tilbage fra Østgrønland efter dommen i Haag, men gav først helt op, efter at man under Anden Verdenskrig havde forsøgt at mobilisere først Hitlers Tyskland, derefter Churchills Storbritannien for det norske krav om Grønland.

Krav om selvbestemmelse
Hvor udviklingen i Danmark siden 1814 er gået fra en tvær og lidt surmulende accept af rigsfællesskabet som et uomgængeligt politisk faktum, påtvunget af stormagterne, til en helhjertet, i det 20. århundrede nærmest overstrømmende accept af Færøerne, Island (til 1944) og Grønland som en del af riget, har det i visse henseender været omvendt ude i de nordatlantiske øsamfund.

For færingerne, islændingene og grønlænderne gjorde freden i Kiel 1814 ingen større forskel. Man havde skiftet landsherre, men man mærkede ikke meget til det. Skibene kom om foråret med forsyninger og nyt mandskab fra København, nu Danmarks, tidligere Danmark-Norges, hovedstad, sådan som de altid havde gjort. Men denne umiddelbare accept af tingenes tilstand varede ikke ved. Efterhånden som årene gik, udviklede der sig i de tre nordatlantiske øsamfund krav om selvbestemmelse. På Island og på Færøerne blandt andet som følge af, at den tidligere dansk-norske fællesregerings kultur- og sproghomogeniserende politik efter 1814 afløstes af en politik, som ikke blot accepterede, men fremmede islandsk og færøsk sprog og kultur.

I 1830’erne rejstes de første islandske krav om selvbestemmelse, ikke bare på sogneniveau, hvor de sagtens kunne imødekommes, men på nationalt niveau, nemlig i forhold til regeringen i København. Island var som det største og folkerigeste af de tre nordatlantiske øsamfund det, der nemmest kunne se sig selv som et selvstyrende land. Ekstra blod på tanden gav det, at Island de første århundreder efter bosættelsen tilbage i 800-tallet havde været en selvstændig nation inden for det middelalderlige norske commonwealth, hvis anliggender afgjordes på Altinget uden indblanding fra centralmagten i Norge.

Det var altså ikke noget nyt, man ville, der var blot tale om en generhvervelse af øens oprindelige status.
Efter Island kom Færøerne, hvis krav om større frihed i forhold til regeringen i København dukkede op, sammenfaldende med at den færøske nationale identitet og det rekonstruerede færøske sprog omkring år 1900 fik faste former.

Lidt anderledes med Grønland, hvor der ikke var tale om, at den nationale kultur var blevet undertrykt af en fjern centralmagts sprog- og kulturhomogeniserende bestræbelser. Tværtimod havde missionen og den dansk-norske regering fra første færd arbejdet ihærdigt og med forbavsende held på at styrke og fremme grønlandsk sprog og kultur. Der skabtes i løbet af få år et brugbart grønlandsk skriftsprog, som straks blev taget i brug, i første omgang til oversættelse af Bibelen og religiøse tekster, som blev trykt i store oplag i København og uddelt med rund hånd. Ved udgangen af 1700-tallet forelå der flere tusinde sider trykte tekster på grønlandsk, og læsefærdighed var, hvor utroligt det end lyder, mindst lige så udbredt i Grønland som i Danmark-Norge.

Dette er baggrunden for, at man i Grønland, hvor man i øvrigt aldrig – i slående modsætning til Færøerne og Island – har kendt til mindreværdskomplekser i forhold til nordmænd og danskere, i lang tid ikke modsatte sig integrering i danske politiske institutioner, tværtimod.

Højdepunktet blev nået i 1953, da Grønland inkorporeredes i det danske rige som et amt med særlige beføjelser.
Når den århundredlange harmoni ret pludseligt brød sammen omkring 1970, og krav om hjemmestyre meldte sig, hang det sammen med et kompleks af forhold, som inkluderede modstand mod regeringens i øvrigt, set med nutidens øjne, ret forsigtige moderniserings- og centraliseringspolitik, modstand mod det stærkt udskældte ’fødestedskriterium’ og, ikke mindst, en dybtgående modvilje mod EU (dengang EF), som Danmark trak Grønland med ind i 1972. Alt sammen båret frem af en aggressiv retorik, som stod i gæld til tidens antikapitalistiske og antikolonialistiske strømninger.

Københavns holdning har – set under ét – været imødekommende over for kravene om selvstyre, efterhånden som de er dukket op. Mest langtrukken blev striden om Islands status, idet man først, men forgæves søgte at stille Island tilfreds med pladser i den danske Rigsdag og andre begunstigelser. Islændingene ville ikke integreres i det danske rige og spindes ind i dets politiske liv; de ville fri af København. I 1904 fik Island hjemmestyre efter en model, som senere skulle blive brugt på Færøerne og Grønland.

I 1918 gik man et skridt videre. Da blev hjemmestyret ændret til en dansk-islandsk personalunion, som kunne opsiges af begge landes parlamenter i året 1940. Hvis det skete, ville unionen efter en nærmere fastsat frist ophøre. Det var den almindelige forventning, at unionen ville blive forlænget. Men sådan gik det ikke. I 1940, da Anden Verdenskrig var i fuld gang og Danmark besat af Tyskland, opsagde Island unionen, og 17. juni 1944 udråbtes republikken Island. Om det var en klog beslutning, kan vel diskuteres. I hvert fald har republikken Island lige til denne dag haft et tumultarisk liv.

Færøerne fik allerede før Første Verdenskrig og igen i mellemkrigstiden tilbud om hjemmestyre eller selvstændighed, som man dog ikke ønskede at benytte sig af. Det må derfor i det væsentlige tilskrives færingernes tøven, at de først i 1948 fik en hjemmestyreordning. Da Grønland som den sidste meldte sig med krav om hjemmestyre, var man fra dansk side efterhånden ganske rutineret i den slags sager, hvad der antagelig er en del af forklaringen på, at vejen fra amtsstatus til hjemmestyre blev kort. Der gik mindre end ti år, fra kravet om hjemmestyre blev rejst i det grønlandske Landsråd, til loven om Grønlands Hjemmestyre kunne træde i kraft 1979. I 2009 blev hjemmestyreloven afløst af lov om Grønlands Selvstyre.

Trussel fra en uventet kant
Der er for øjeblikket hverken fra Færøernes eller fra Grønlands side som helhed noget ønske om at opløse rigsfællesskabet, der giver de to lande, begge med små befolkninger, en række indlysende fordele: et stort bloktilskud i forhold til indbyggerantallet med deraf følgende økonomisk sikkerhed i en erhvervsmæssig og finansiel vanskelig periode; et stabilt pengevæsen bundet op på det danske; fuld kulturel autonomi baseret på de lokale sprog; fri adgang til det danske og til dels det nordiske uddannelsessystem og indre selvstyre i et omfang, man selv er herre over. Ubehagelige opgaver, som man ikke har lyst til at hjemtage, kan man lade ligge i København.

Oven i det har begge lande en respekteret og indflydelsesrig stemme i Folketinget og i nordiske samarbejdsorganer, ligesom de nyder international sikkerhedspolitisk beskyttelse i kraft af Danmarks traditionelt tætte forhold til den atlantiske verdens dominerende magt, USA, og – fra 1949 – Danmarks medlemskab af Nato. Blandt rigsfællesskabets frynsegoder er et populært og højt elsket kongehus.

Man kan, som formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist for nylig gjorde i en vision for det 21. århundrede i aviens Sermitsiaq, forestille sig »et forfatningsmæssigt revideret rigsfællesskab« baseret på »solidaritet, fællesskab og stærke historiske bånd«. Men det er bemærkelsesværdigt, at regeringschefen ikke så meget som antyder muligheden for løsrivelse efter islandsk model, heller ikke i det tilfælde, at de økonomiske forudsætninger ændres til gunst for Grønland ved fund af olie eller andre mineralske rigdomme.

Dette formentlig blandt andet i erkendelse af, at et uafhængigt Grønland, uanset hvor rigt det måtte blive på oliepenge, vil være tvunget til at søge tilflugt hos USA, som i bedste fald vil tilbyde Grønland en Puerto Rico-status med ret til et enkelt medlem med tale, men ikke stemmeret i Repræsentanternes Hus. Hellere højtprofileret og uundværligt medlem af det danske rigsfællesskab med to repræsentanter i Folketinget, masser af indflydelse og masser af goodwill end usynlig back-bencher i den amerikanske Kongres i Washington, D.C.

Hvis rigsfællesskabet i dag er truet, kommer faren snarere fra en helt anden og måske lidt uventet kant, nemlig Danmark. Her har den gamle europæisk-kontinentale orientering, som vi brød med, da vi i slutningen af 1800-tallet genopfandt os selv som polarnation, atter stukket hoven frem, især efter regeringsskiftet 2001.

Hertil kommer forestillinger om, at den stærke binding til Nordatlanten ikke længere er relevant, ja, vel nærmest lidt provinsiel og outdated i en tid, hvor det er blevet en udbredt opfattelse, at dansk militær- og kriseberedskab skal have hele kloden som operationsområde. Ser man sådan på det, er det fristende at spørge, om rigsfællesskabet og bloktilskuddet til Grønland og Færøerne, som trods alt andrager nogle milliarder hvert år, fortsat giver mening. Tegn på faldende dansk engagement i rigsfælleskabet er, at Kvug – gennem mere end 125 år en central institution i rigsfællesskabet og dertil et af dansk forsknings absolutte fyrtårne – er under nedlukning, og at Færøerne og Grønland er så godt som ikkeeksisterende i folkeskolen og gymnasiet. Det er, som om blikket i disse år langsomt, men sikkert drejes bort fra Grønland, Færøerne og Nordatlanten.