Ny beflyvning i Tunu og Disko

Air Greenlands servicekontrakter forlænges, men med visse ændringer særligt i Disko-regionen og Østgrønland. Ruten mellem Kulusuk og Illoqqortoormiut nedlægges

Det bliver fremover ikke længere muligt at flyve fra Kulusuk til Nerlerit Inaat ved Illoqqortoormiut. Foto: Rune Langhoff
Offentliggjort

Naalakkersuisut har besluttet at forlænge servicekontrakterne med Air Greenland frem til udgangen af 2014.

I de fleste distrikter sker det uden ændringer, men i Østgrønland kan de se frem til store ændringer.

Air Iceland sættes nemlig fra bestillingen og Air Greenland overtager beflyvningen.

Nye ruter
Ruten mellem Kulusuk og Nerlerit Inaat ved Illoqqortoormiut nedlægges, så fremover skal man over Vestgrønland (året rundt) eller Island (om sommeren), hvis man skal rejse mellem de to lufthavne, oplyser naalakkersuisut for infrastruktur Jens B. Frederiksen, Demokraterne, til Sermitsiaq.AG.

I stedet oprettes en ny helårsrute Qaanaaq-Ilulissat-Kangerlussuaq-Illoqqortoormiut – og denne rute forlænges om sommeren, så den sidste flyvning går fra Nerlerit Inaat til Island.

Ifølge Jens B. Frederiksen benyttes ruten mellem Kulusuk og Nerlerit Inaat kun af cirka 200 passagerer årligt, hvilket er grunden til at ruten nedlægges.

Også ændringer i Disko-bugten
- Omlægningen er et resultat af et politisk kompromis. Det var det, vi kunne blive enige om, siger Jens B. Frederiksen, der samtidig fastslår, at målet med ændringerne er at binde Kommuneqarfik Sermersooq bedre sammen rent trafikalt.

I Diskobugten ændres vintersæsonen, så Air Greenland flyver allerede fra 1. november mod 1. december i dag, mens perioden forkortes med en halv måned i den anden ende, så der kun flyves til 1. maj mod 15. maj i dag.

Både i Syd- og Nordgrønland erstattes S61-helikopterne af Bell 212-helikoptere.

De nye servicekontrakter gælder fra 1. januar 2013.

Powered by Labrador CMS