Godset kan ikke frigives endnu

Royal Arctic Line oplyser, at der går et stykke tid, før godset fra det grundstødte "Vega Sagittarius" kan udleveres

Alt godset er nu hentet fra ”Vega Sagittarius” og er sejlet til Nuuk, men der går et stykke tid, før det kan sendes videre og udleveres. Foto: Karina Kleist

Det nærmer sig nu, at der er gået to uger, siden Vega Sagittarius gik på grund ud for Nuuk. Og det er stadig uvist, hvornår kunderne kan få udleveret godset fra det grundstødte skib.

Som tidligere nævnt er der erklæret Havari Grosse - fælles havari - og det betyder, at al videre behandling af godset ombord, er overtaget af rederiet Vega og deres forsikringsselskab, oplyser Royal Arctic Line på sin hjemmeside.

Læs iøvrigt hvad det kan betyde i denne artikel: Grundstødning kan blive dyrt for kunderne

Rederiet giver kort overblik over de informationer, som Royal Arctic Line foreløbig har modtaget om arbejdet med Vega Sagittarius og det videre forløb, som Royal Arctic Line er helt uden indflydelse på:

• Alle containere der var ombord på Vega Sagittarius er nu bragt i land i Nuuk

• Bjærgningsselskabet Smit Salvage forventer at forsøge at trække skibet fri onsdag eller torsdag

• Alt gods er tilbageholdt af rederiet Vega, deres forsikringsselskab SKULD Hamburg og bjærgningsselskabet Smit Salvage

• Først når bjærgningsomkostningerne er opgjort, og det er beregnet hvor meget godsets ejere - eller deres forsikringsselskab - skal bidrage med, forventes det at godset kan udleveres til kunderne

• De involverede forsikringsselskaber arbejder intenst, på en hurtig frigivelse af godset.

Royal Arctic Line vil offentliggøre eventuelle nyheder omkring godsets behandling på ral.gl, så snart de modtages fra rederiet Vega eller deres forsikringsselskab.

Læs også denne artikel: Kaptajn skal afgive forklaring

Rederiet beklager, at der ikke er flere informationer på nuværende tidspunkt samt de gener kunderne eventuelt pådrages.

Powered by Labrador CMS