D: Fokus på voldtægt i 2013
Demokraterne mener ikke, der gøres nok for ofrene for voldtægter og seksuelle overgreb. Derfor skal 2013 være et særligt indsatsår mod voldtægt
Voldtægt og seksuelle overgreb er et stort problem i Grønland og derfor foreslår Demokraternes familieordfører Astrid Fleischer Rex, at man gør 2013 til et særligt indsatsår mod voldtægt.
- Helt konkret forestiller vi os, at der i indsatsåret bliver gennemført en omfattende holdningsbearbejdende kampagne med blandt andet TV-spots, radio- og TV programmer og borgermøder. Der kunne være oplæg om emnet fra eksempelvis psykologer, politifolk, læger, tidligere voldtægtsofre, pårørende til voldtægtsofre med flere, lyder det fra Astrid Fleischer Rex.
Ifølge Demokraterne blev der i 2011 anmeldt 124 voldtægter og voldtægtsforsøg i Grønland, mens tallet i 2010 var helt oppe på 159 anmeldelser.
Skammen skal ramme gerningsmanden
Målet med kampagnen skal være at øge mænds forståelse af, hvilke konsekvenser voldtægt har for offeret og de pårørende, ligesom den vil være med til at nedbryde tabuer og få ofrene til at stå frem, mener Astrid Fleischer Rex.
- De voldtægtsofre, som ikke står frem, får ingen hjælp, og gerningsmændene slipper ustraffet af sted med, hvad de har gjort, og er klar til at ødelægge tilværelsen for det næste offer. Også af den grund er det vigtigt, at tabuerne nedbrydes: Skammen skal ramme gerningsmanden, ikke offeret, lyder det.
- Demokraterne håber, at et særligt indsatsår mod voldtægt på sigt vil betyde, at vi kan nedbringe det alarmerende høje antal af voldtægter og voldtægtsforsøg, der er i vort land.