Minister brænder for grønlandske børn

Den danske social- og integrationsminister Karen Hækkerup skal mødes med sin grønlandske kollega Mimi Karlsen for at drøfte indberetningspligt

Social-og integrationsminister tager onsdag til Maniitsoq for at diskutere om indberetningspligt af socialt belastet familier. – Det vil forebygge de grønlandske børns store vanskeligheder i Danmark, mener Karen Hækkerup. I onsdags var hun til ”Brugernes Bazar” i Odense for udsatte grønlændere i Danmark. Foto: Arktis Media Karen Hækkerup

Maniitsoq får fornemt ministerbesøg fra Danmark.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup, Socialdemokraterne, lander i Kangerlussuaq onsdag i næste uge og tager derefter til Maniitsoq for at holde møde med sin grønlandske kollega medlem af naalakkersuisut for familie, kultur, kirke og ligestilling Mimi Karlsen, Inuit Ataqatigiit.

Det er sagen om de grønlandske børn, som sammen med deres forældre er flyttet til Danmark, der skal have fokus.

– Vi skal tale om indberetningspligten. Vi må være mere opmærksom på børnenes vilkår efter flytningen, siger Karen Hækkerup til Sermitsiaq.AG.

- Jeg glæder mig til at opleve Grønland og til at møde Mimi Karlsen, påpeger social- og integrationsministeren.

Vigtigt med indberetningspligt
Karen Hækkerup arbejder på, at Grønland går med på en indberetningspligt, der betyder, at socialmyndighederne i Danmark og Grønland orienterer hinanden, når en familie med sociale vanskeligheder flytter mellem de to lande.

Karen Hækkerup har tidligere sagt, at hun er chokeret over undersøgelser og tal, der viser, at de socialt udsatte grønlandske børn i Danmark har det så vanskeligt.

Foreningen Grønlandske Børns undersøgelse fra efterår 2011 inkluderede 120 udsatte grønlandske børn i Danmark, og undersøgelsen viste, at hvert andet barn sjældent eller aldrig havde nogen at lege med efter skoletid.

- Eksempelvis forældre, som flytter fra deres ægtefælle, kan tage børnene med til Danmark fra Grønland – eller den anden vej – og skjule med deres problemer, fordi den sociale sag ikke er fulgt med. Vi skal have en løsning, der bedre samler disse børn op, sagde Karen Hækkerup forleden til Politiken.

Powered by Labrador CMS