Kendtmænds båd på skær
Endnu en grundstødning er fundet sted. Denne gang er uheldet sket for jagtbetjentenes båd "Tuukkaq"
Torsdag lidt før middag ramte jagtbetjentenes båd "Tuukkaq" på den markerede sejlrute mellem Nuuk og Atammik et skær ud for Natsilik.
Ifølge en af de ombordværende ramte båden skæret med cirka 15 knob, og alt i båden væltede rundt. Besætningen foretog opkald til Aasiaat Radio om deres uheld, hvorefter politikutteren "Sisak" tog kurs mod dem.
Inden gummibåden fra "Sisak" var nået frem med en ekstra pumpe, var jagtbetjentenes båd selv kommet fri og fortsatte sejladsen mod Nuuk.
Kølen, som heldigvis havde en ekstra jernskinne på, havde fået en kraftig skade, og der kom vand ind i motorrummet, dog ikke mere end at "Tuukkaqs" egen pumpe kunne følge med. Alligevel blev en ekstra pumpe fra "Sisak" taget i brug, og båden og besætningen kom i god behold i havn i Nuuk, hvor der holdt en lastbil klar til at tage båden på land.
Båden ejes af Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.