Rosa mødte sin fars niece i Qaqortoq

Først som 59-årig fandt Rosa Kildahl ud af, at hendes biologiske far er grønlænder. Nu har hun ledt efter sin rødder

Rosa Kildahl i 'Vil med dans'
Offentliggjort

Da Rosa Kildahl som deltager i 'Den store bagedyst' vandt manges hjerter, spekulerede mange - ikke mindst i Grønland - ligeledes over hendes ophav. Men selvom hendes træk taler et forholdsvis tydeligt sprog, så fik hun først for to år siden forklaringen.

Rosa Kildahls biologiske far er grønlænder, hedder Tittus Karlsen og kommer fra Qaqortoq, det daværende Julianehåb.

Hendes mor mødte ham i midten af 1950'erne, da hun var syg af tuberkulose og blev indlagt på Skørping Sanatorium.

Den unge mor til to og den grønlandske fyr havde en flirt, og ni måneder efter kom Rosa Kildahl til verden.

I programmet 'Rosas grønlandske hemmelighed' på TV2 leder hun efter sine rødder. Rosas forældre havde igennem hele hendes liv fortiet sandheden for hende, og hendes far behandlede hende fuldt ud som hans egne biologiske børn.

Opkaldt efter farmor

Men Rosas egen datter pressede på, og i 2016 fik hun så forældrene til at fortælle om hendes biologiske far.

Via stadsarkivet i Nuuk har hun nu fundet frem til hendes far, Tittus Jens Adam Karlsen, født 11. juni 1920 i Julianehåb. Hans forældre var fangere, og hans far hed Paulus Abel Karlsen. Hans mor hed Augusta Tora Rosa Karlsen.

- Nej! Så jeg er simpelthen opkaldt efter min farmor, udbryder Rosa i TV2-programmet.

- Jeg synes, det er smukt. Jeg bliver stolt, glad og meget rørt.

Tittus Karslen selv døde i 1989

Men i Qaqortoq finder Rosa frem til Karen Rosa Karlsen, som er niece af Tittus Karlsen og er vokset op hos ham. Han har arvet hans ting, inklusive fotos og notesbøger. Huset hun bor i, var ligeledes Tittus Karlsens.

Foto på skænken

Karen Rosa Karlsen fortæller hende, at Tittus Karlsen lige til sin død havde et billlede af en lille pige stående på sin skænk. Det var et billede af to-årige Rosa.

Karen Rosa kan også fortælle Rosa noget andet: Hun er ikke Tittus Karlsens eneste barn. Formentlig havde Rosa seks-syv halvsøskende.

I udsendelsen fortæller Rosa Kildahl, at hun er glad for at hun rejste til Grønland.

- Det er så vigtigt, at sådan nogle familiehemmeligheder kommer på bordet. Sandheden skal jo frem, for den betyder noget for nogen. For mig betyder det, at jeg med ro i sindet kan sige: Jeg kender mine rødder, og jeg ved, hvordan det hele hænger sammen. Så mine brikker er faldet på plads, og det er jeg bare taknemmelig for, siger hun.

Andet afsnit af 'Rosas grønlandske hemmelighed' kan ses på TV2 i aften klokken 20.00. Første afsnit blev vist juledag.

Powered by Labrador CMS