Politiet tæt på voldelige GM-fodboldspillere

Politiet i Ilulissat er tæt på at få fingrene i tre gerningsmænd, som uddelte slag og spark ved GM-afslutningen i weekenden

Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Nettet strammes om tre mænd mellem 18 og 25 år, som slog og sparkede to mænd ved en privat efterfest i forbindelse med GM-afslutningen i fodbold i Ilulissat i weekenden.

- Vi er i fuld gang med efterforskningen, og vi temmelig sikre på, at vi ved, hvem gerningsmændene er. De kommer her fra Diskobugten, fortæller leder af politiet i Ilulissat, Karl Vinther, der i øjeblikket også er fungerende regionsleder for politiet i den nordlige region.

- Vi er derfor overbevist om, at vi meget snart har fat i gerningsmændene. Og så kan de se frem til en sigtelse for vold. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger Karl Vinther til Sermitsiaq.AG.

De tre gerningsmænd deltog som fodboldspillere i GM-turneringen, mens de to voldsofre, som er i 30’erne, er lokale borgere, der ikke havde deltaget i GM.

Powered by Labrador CMS