KNI beklager dybt varemangel

- Pilersuisoq arbejder hårdt på bedre forsyningsstyring, siger KNI’s koncernchef Claus Jensen, der erkender ansvaret

KNI's koncernchef, Claus Jensen, har besøgt en række Pilersuisoq-butikker for at danne sig indtryk af deres forhold og drift. Her hilser han på købmand Piitaaraq Fleischer i Sarfannguaq. Foto: KNI
Offentliggjort

KNI’s nye administrerende direktør, Claus Jensen, vil sikre, at Pilersuisoq-butikker i byer og bygder med vanskelige forsyningsforhold har tilstrækkelige lagre af basale fødevarer.

Det sker efter, at knap 500 borgere i Illoqqortoormiut i op til tre uger manglede basale fødevarer, fordi den lokale Pilersuisoq-butik måtte melde om tomme lagre og butikshylder.

- Jeg beklager meget over for borgerne i Illoqqortoormiut, der stod uden disse varer. Det er en udfordring, som alle i Pilersuisoq vil gøre en stor indsats for at løse. Pilersuisoq har ansvaret for forsyningspligten, og det ansvar vil vi ikke løbe fra, siger Claus Jensen.

Han ønsker at sende ”en stor beklagelse fra Pilersuisoq til alle i Illoqqortoormiut".

Læs også "Nødråb fra øst: Vi er også mennesker"

Læs også "Endelig mad til Tunu"

Læs også "Østgrønlændere skriger efter mad"

- Vi har indgået en servicekontrakt med Grønlands Selvstyre, hvor selvstyret politisk står for infrastrukturen, mens vi har påtaget os det fulde ansvar for, at der under normale vilkår er tilstrækkeligt med forsyninger. Jeg har ved min tiltræden indledt initiativer på blandt andet forsynings- og logistiksiden, der skal søge at sikre, at de 12 byer og 53 bygder, hvor Pilersuisoq har butikker og som er omfattet af servicekontrakten, får styr på forsyningerne.

- Det sker med det lille forbehold, at vi arbejder med lange bestillings- og leveringstider. Derfor kan vi godt risikere, at vi med bestillingerne ikke rammer helt præcist for alle varegrupper før til næste forår, siger Claus Jensen i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS