Én dag med færdselskontrol i by: 33 sigtelser
Mandagens færdselskontrol i Ilulissat medførte 33 sigtelser - det overrasker meget politiet. Kampagnen kører hele ugen

I denne uge kører politiet i Ilulissat en færdselskampagne for at sikre trafikken.
Mandag, den første dag, blev 68 trafikanter stoppet.
- Det resulterede i 33 sigtelser, og det overrasker mig meget, siger daglig leder af politiet i Ilulissat, Karl Vinther, der i øjeblikket også er fungerende regionsleder for politiet i den nordlige region.
- Jeg synes, det er mange. Det er overtrædelser af den nye færdselslov, som trådte i kraft i Grønland den 1. oktober 2008. Så folk har haft godt tid til at vænne sig til den. Det er den lov, der kræver, at børn under tre år sidder i gokendt barnestol og er fastspændt i bilen.
Karl Vinther oplyser til Sermitsiaq.AG, at de 33 sigtelser spænder lige fra børn, der ikke er spændt fast, voksne uden sele til eksempelvis nedslidte dæk.
Af de 33 sigtelser handlede 11 om, at børn ikke var spændt fast efter reglerne. 6 voksne havde ikke sele på. 1 talte i mobiltelefon, 2 havde nedslidte dæk, 2 havde pigdæk på, 1 havde overladt en 14-årig at køre på knallert. 1 knallertkører manglede hjelm, og på en knallert var der to pesoner på. Det er nogle af de eksempler, som Karl Vinther nævner.
- Kampagnen kører hele ugen, og vi vil have fokus på dette område den kommende tid, påpeger Karl Vinther.