Forlig i vandkraftværk-sag

Nukissiorfiit og Energikonsortiet har indgået forlig i voldgiftssagen i sagen om vandkraftværket i Qorlortorsuaq

Henrik Estrup, energidirektør i Nukissiorfiit. Foto Leiff Josefsen

Det kommer nu frem, at Nukissiorfiit og Energikonsortiet den 17. juli indgik forlig i voldgiftssagen i sagen om vandkraftværket i Qorlortorsuaq.

Forliget indebærer, at Nukissiorfiit til fuld og endelig afgørelse af Energikonsoitiet I/S’ krav over for Nukissiorfiit betaler 57 millioner kroner til Energikonsortiet I/S. Forliget indebærer endvidere, at Energikonsortiet har forpligtiget sig til at udbedre en lang række fejl og mangler ved byggeriet.

300 millioner kroner
Nukissiorfiit indgik i 2003 en totalentreprisekontrakt med Energikonsortiet om opførelse af Qorlortorsuaq-vandkraftværk. Efter færdiggørelse af byggeriet rejste Energikonsortiet et krav mod Nukissiorfiit på 235 millioner kroner plus renter - et beløb, der nærmer sig 300 millioner kroner.

- På baggrund af kravet har Nukissiorfiit valg at indgå forlig med Energikonsortiet for at imødegå den usikkerhed, der altid er ved en voldgiftssag, fortæller energidirektør Henrik Estrup.

- Forliget forhindrede, at resultatet af denne del af voldgiftssagen ville blive endnu mere utilfredsstillende for Nukissiorfiit, ligesom de fremadrettede omkostninger ved voldgiftssagen, der af advokaterne er vurderet til et to-cifret millionbeløb, vil blive sparet.

Læs også "Stor uenighed skiller parterne"

Læs også "Ingen økonomisk bombe"

Efter dette forlig tilbagestår nogle modkrav, som Nukissiorfiit har stillet over for Energikonsortiet.

- Disse krav er i øjeblikket underlagt syn, og skøn fra Voldgiftsrette og parterne er enige om, at der efterfølgende vil blive forsøgt indgået et forlig om disse modkrav, forklarer Henrik Estrup.

Energikonsoitiet I/S består af de danske entreprenørvirksomheder E. Phil og Søn A/S og YIT A/S samt de islandske entreprenørvirksomheder ISTAK Ltd. og Landsvirkjun.

Powered by Labrador CMS