Passager: Det var for sindssygt

23-årige Jens Møller var i den båd, som kom lidt for tæt på Eqip Sermia

Jens Møller sammen med den australske medpassager, der var ombord på båden sammen med Jens Møller og hans onkel. Foto: Jens Møller

Først nogle minutter efter, at en voldsom bølge havde ramt den lille båd, som han sammen med sin onkel og en australsk turist befandt sig i, gik det op for Jens Møller, hvor farlig situationen lige havde været.

Onsdag eftermiddag kunne det således meget vel have fået fatale konsekvenser, da bådbesætningen lagde til foran Eqip Sermia nord for Ilulissat, da gletsjeren kælvede. Det medførte en kraftig bølge, der ramte båden.

- Jeg løb indenfor i båden, da jeg hørte braget fra gletsjeren og så den store bølge komme imod os. Det handlede bare om at overleve. Vi var meget heldige kun at blive ramt af bølgen og ikke også af isen. Der kom kun lidt is ind i båden, fortæller 23-årige Jens Møller til Sermitsiaq.AG.

Se video i "- Holy shit!"

Se en anden video i "Det kunne være gået helt galt"

- Det var en voldsom oplevelse, fordi båden kunne have været kæntret, hvis vi havde været 15 meter tættere på isen.

- Følte du dig i livsfare?

- Nej, det tænkte jeg ikke lige på, da det skete. Jeg tænkte først og fremmest, at vi skulle ordne båden, hvis den havde taget skade af bølgen og isen. At vi kunne have været i livsfare, gik først op for mig, da jeg viste min video til familien senere på dagen. Mine ben begyndte også først at ryste nogle minutter efter, at vores båd var blevet ramt af bølgen. Det var for sindssygt, fortæller Jens Møller, der bor i Sisimiut, men var på ferie i Ilulissat tidligere på ugen.

Powered by Labrador CMS