Nina producerede ny Dickow-video

Nina Paninnguaq Skydsbjerg Jacobsen er især stolt over, at hendes 12-årige lillesøster har hovedrollen i Tina Dickows nye musikvideo, som er optaget i Nuuk

26-årige Nina Paninnguaq Skydsbjerg Jacobsen er producer på Tina Dickows nye musikvideo, som er optaget i Nuuk. Her er hun sammen med sin lillesøster Arnajaraq Poulsen på 12 år, som har hovedrollen i musikvideoen. Foto: Henrik Skydsbjerg

Tre dage.

Det tog det at ”skyde” Tina Dickows nye musikvideo, som blev optaget i juni i Nuuk.

Med på produktionsholdet var Nina Paninnguaq Skydsbjerg Jacobsen, som fungerede som producer.

Egentlig vil hun helst snakke om sin lillesøster, Arnajaraq Poulsen på 12 år, som har hovedrollen i den noget dystre video, som vi skrev om og viste for nylig her på sitet.

Læs og se musikvideo i "Ny Tina Dickow-video foregår i Nuuk"

- Jeg er meget tilfreds med videoen – især fordi jeg er meget stolt over min lillesøster. Hun har en fantastisk intensitet. Hun hviler i sig selv på en måde, som man ikke ser hos særlig mange 12-årige og er i det hele taget meget professionel, fortæller Nina Paninnguaq Skydsbjerg Jacobsen til Sermitsiaq.AG.

Talentfuld lillesøster
- Da filmholdet kontaktede mig i midten af maj og sagde, at de skulle bruge en pige på omkring 13 år, så vidste jeg med det samme, at det skulle være min lillesøster, som jeg tidligere har arbejdet sammen med og brugt i en spot for Paarisa. Hun er superdygtig og meget nem at arbejde sammen med. Hun improviserer en del og er derfor meget ”ren” i sit skuespil.

- Ved du, hvorfor musikvideoen skulle optages i Nuuk?

- Man kan ikke komme udenom, at den natur, vi har i Grønland, er enestående, og filmholdet ville have, at det, der skulle gå igen, var kontraster og den styrke, man kan hente fra den natur, vi har. Videoen skulle vise en ung pige, der hentede kærlighed og kræfter fra naturen, fortæller 26-årige Nina Paninnguaq Skydsbjerg Jacobsen.

Musikvideoen er lavet til sangen ”Moon To Let”. Den populære singer-songwriter Tina Dickow optræder ikke selv i videoen, der blandt andet er optaget på dumpen, Radiofjeldet og på Tuapannguit.

Carpark North-musikvideo
Videoen er blevet til i samarbejde med danske Saunacigar ved Jacob Møller og Martin Skovbjerg.

Nina Paninnguaq Skydsbjerg Jacobsen var i 2011 line producer i forbindelse med en musikvideo for Carpark North – ”Everything Starts Again”. Det er den vej igennem, at hun blev spurgt, om hun havde lyst til at producere Tina Dickow-musikvideoen.

Se eller gense musikvideoen her.

Redaktionen arbejder på at få et interview med Ninas lillesøster, Arnajaraq Poulsen

Powered by Labrador CMS