Hjemtur med ventetider

- Vi bliver forsinkede og forventer afgang fra Kangerlussuaq 14.10, fordi vi venter på passagerer fra Sisimiut. 

Et højlydt suk går gennem en fyldt airbus fredag middag i Kangerlussuaq. Det får næsten flyet til at lette af sig selv, da kaptajnen på Airbussen forklarer over højttaleranlægget, hvorfor flyet til Danmark ikke har take off til tiden. Vi skulle være lettet 11.40. Klokken er langt over 11.40.

- 14.10! Det kan da ikke passe, når man at sige til hinanden, inden kaptajnen korrigerer:

- Nej, jeg mener selvfølgelig ikke 14.10. Vi regner med flyet fra Sisimiut lander 12.10, siger han.

- Javel, siger en passagerer højt til sig selv:

- Men så skal kufferterne vel også med. Vi letter først 12.30.

En hurtig hovedregning siger, at det betyder en forsinkelse på 50 minutter. Folk kan allerede sige farvel til togafgange videre til Jylland, og SAS flyet - det sidste fly til Aalborg fra Kastrup har afgang ved 21.30 tiden. Mon man kan nå det.

Min sidemand begynder at tælle på sit ur:

- Og så er der tidsforskellen. Det kommer til at knibe, smilet på hans ansigt stivner.

For mit eget vedkommende håber jeg stadig på at kunne nå toget videre mod Jylland 21.36. Med lidt held og hurtig bagagehåndtering, går det vel.

12.30 slipper flyet landingshulene fra jorden i Kangerlussuaq, 50 minutter forsinket. 

Man bespises, man opvartes, man ser film, man roder rundt på sit sæde, og man venter med anstand på, at Danmark rykker nærmere.

Programmet, der plejer at vise, hvor flyet bevæger sig på sin rute, er gået ned, så man sidder lige så stille og får stress over, at rejsen til Danmark får logstikken til at rykke sig voldsomt. Man spørger også sig selv, hvorfor så mange passagerer, der hver især har betalt kassen for at komme på ferie - eller væk fra Grønland, skal tages som gidsler, fordi et par passagerer fra Sisimiut er forsinkede.

Er det nu, man skal være large og sige, "selvfølgelig skal alle jo med, andet vil da være synd". Eller skal man bare være kold som indlandsisen og sige: "Jeg har betalt for den her rejse, jeg kan vel som et minumum kræve, at man kommer af sted til tiden." Specielt, når det er højsommer. Man sidder jo lissom ikke vejrfast af snestorme og andre uhyrligheder. Man bliver med andre ord godt og grundig børnesur.

Til gengæld er man lettet og fyldt med håb, da airbussen ruller ind i flygården i Kastrup Lufthavn. Klokken er 21.00 - og man burde vel kunne nå toget til Jylland? En sygeplejerske, der skal videre til Tinglev, opgiver. Hun mener, togbilletten er tabt, og hun erkender, hun nok må hoste op med en overnatning på et hotel i København og tage videre lørdag. Hun er ærgerlig. Min sidemand bekymres, fordi han først skal have sin kuffert og siden checke ind i indenrigsterminalen. Han vender sit problem med en stewardesse, der siger, at det har hun ikke rigtig noget med at gøre. Skuldre løftes, og smilet hun får er stramt, som i stivnet.

Man stryger af sted mod bagagebåndet, og man når da også at få fornyet håb om, at alting da nok skal lykkes. Oplysningsskiltet viser "3 min" - og viser en kuffert på lyspanelet over båndet nummer 3 i den store hal. Folk er stimlet sammen om det indtil videre tomme bagagebånd. Hvis man stirrer længe nok ned i hullet, hvor bagagen skal dukke op fra, så kommer kufferterne jo nok af sig selv. Men man får kun tørre tomme øjne. 

Efter et kvarter sker der stadig ingenting. Folk er utålmodige, det er varmt, man sveder og ja, man er igen lidt sur. Nu er skiltet også slukket. Tiden til toget mod Jylland 21.36 nærmer sig, mens der sker absolut nada ved bagagebåndet. Tre kvarter senere dukker der omkring 10 kufferter op. Seks rejsende er heldige og er videre i teksten. Alle vi andre står stadig og glor.

Først 22.10 ruller bagagen op. Og der har man nået et mæthedspunkt, hvor trætheden, surheden og lysten til at slå Air Greenland med en våd sammenrullet avis, går over i lettelse, fordi man genforenes med sin kuffert. Alle os til Jylland, trækker af sted med bagagen, enten mod et hotel, mens andre trækker ned mod togstationen for at tage toget 23.05 mod Jylland. For mit vedkommende var jeg hjemme halv tre lørdag morgen.

"Syv procent rejser videre til Jylland", forklarede Air Greenland avisen Sermitsiaq i artiklen "Vi er alle jyder for Vorherre". Den artikel blev affejet af Air Greenland, som noget kværulantisk sludder. Man kan dog stadig spørge sig selv eller Air Greenland om, hvorfra får Air Greenland tallet syv procent? Ingen i hele verdenen har vel tænkt sig at befinde sig i Kastrup Lufthavn i længere tid end højest nødvendigt. Alle skal da videre. Og det kommer de selvfølgelig også, men det er ikke godt nok, når mange skal ud og bekoste udgifter til hoteller, fordi der snøvles i Grønland af årsager, ingen rigtig forstår.