Borgmester: Vi er ramt af naturkatastrofe
Qeqqata Kommunias borgmester betragter nu situationen i Kangerlussuaq som en naturkatastrofe
Borgmester i Qeqqata Kommunia, Hermann Berthelsen, betragter nu situationen i Kangerlussuaq som en naturkatastrofe, siger han i en pressemeddelelse.
Derfor mener han også, at det er på tide naalakkersuisut hjælper Kangerlussuaq og Qeqqata Kommunia:
- Vi står over for en kritisk situation i Kangerlussuaq. Den kræver allerede en stor indsats af mange mennesker, og de skal have stor ros for deres ekstraordinære arbejde. Men vi har brug for flere ressourcer for at få fuld kontrol over situationen, lyder det fra Hermann Berthelsen.
Læs "Nødråb fra Qeqqata: Hjælp os"
- Flere måneder frem bliver det ligeledes nødvendigt med ekstra arbejdskraft, forsyninger og midler. Den opgave kan vi som kommune ikke løse alene sammen med Mittarfeqarfiit. Derfor har vi i dag rettet henvendelse til (medlem af naalakkersuisut for infrastruktur, red.) Jens B. Frederiksen, siger Hermann Berthelsen.